Nyheder
imported

Populær affaldsordning

Borgerne i Jammerbugt Kommune er meget tilfredse med kommunens affaldsordninger, det viser en undersøgelse, et uvildigt analysebureau i 2011 lavede for kommunen

Undersøgelsen viser, at hele 94 procent af de adspurgte er enten tilfredse eller meget tilfredse med dagrenovationsordningen. En tilfredshed der både gælder de konkrete affaldssystemer såvel som den praktiske indsamling. Og også hvad angår husstandsindsamlingen af papir er tilfredsheden markant med tilsvarende 94 procent.

– Det her er et klap på skuldrene til vores skraldemænd, der gør et stort stykke arbejde hver dag. Og så er det jo et udtryk for, at vi har fået etableret et renovationssystem, der fungerer rigtig godt, fortæller Jens Christian Golding, formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Den nye undersøgelse følger op på en tilsvarende undersøgelse, der blev lavet tilbage i 2007 – lige efter kommunesammenlægningen. Formålet er at se, om harmoniseringen af affaldsordningerne fra de fire gamle kommuner er lykkedes.

 – Med undersøgelsen udtrykker borgerne stor tilfredshed med vores affaldsordninger – både hvad angår tilrettelæggelse og udførelse. Og vi kan se, at tilfredsheden er større i dag end lige efter kommunesammenlægningen. På baggrund af det kan vi konstatere, at harmoniseringen af de gamle affaldsordninger har været særdeles vellykket, lyder det fra en glad udvalgsformand.

Men selv hvor det går godt, kan man altid gøre det lidt bedre. Jammerbugt Kommune vil derfor også bruge undersøgelsen som en indikator for, hvor kommunen med fordel fremover kan lave ændringer på affaldsområdet.

– Vi kan se, at det kun er omkring halvdelen af borgerne, der bruger den nuværende storskraldsordning, mens den anden halvdel kun har et ringe eller slet intet behov for ordningen. Det giver selvfølgelig anledning til eftertanke. Vi vil derfor give storskraldsordningen et serviceeftersyn for at se, om vi kan etablere en ordning, der bedre imødekommer det eksisterende behov, forklarer Jens Christian Golding.

Læs om fantastiske oplevelser og events