Mandag den 14. oktober inviterer Naturstyrelsen igen til sjov i skoven
Er man til natur, gåtur og skjulte ”skatte” så er Naturstyrelsens Geocaching og GPS løb lige noget.
På turen, der er gratis, vil Naturvejleder Søren O Sørensen fortælle om Geocaching og om hvorfor det er så spændende. Herefter går turen ind i skoven for at finde ”skatte” som er skjult af andre Geocachere.
– Alle kan være med og der vil være mulighed for at låne en GPS, fortæller han til Update.
Han opfordrer deltagerne til at medbringe en iphone hvis man har sådan en.
Geocahing går i al sin enkelthed ud på at finde skatte som andre har placeret. Ofte er skattene små sjove ting. Man kan tage en af tingene og efterlade noget andet. Det kan være beskeder små nipseting eller noget andet.
Der er udlagt mere end 1,5 millioner cacher verden over, hvoraf de mere end 20.000 er i Danmark.
– Det er en anderledes måde at komme i skoven på og det giver god motion, slutter Søren O Sørensen.
Der er lagt op til en spændende eftermiddag mandag den 14. oktober kl. 13 – 16, hvor man mødes i Blokhus Klitplantage på Gatewaypladsen.