Blokhus

Rejsegilde i Fårup Sommerland

Stor forvandling tager form til jubilæumssæson

Fårup Sommerland markerer i dag rejsegilde på et nyt indgangsområde til over 30 mio. kr. – en stor milepæl mod parkens 50-års jubilæum i 2025, oplyser forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

Byggeriet er en omfattende forandring og udvidelse af hele indgangsområdet, som de lokale byggevirksomheder Keld og Johs samt Vennelyst står i spidsen for at udføre sammen med en række mindre underleverandører.

Op mod 700.000 gæster besøger hvert år Fårup Sommerland, der er blandt landets største turistattraktioner, og fra i år vil det første, de mange tusinde besøgende møder i Fårup Sommerland, være komplet forvandlet. Den nordjyske forlystelsespark har i anledning af parkens 50-års jubilæum investeret massivt i opførelsen af et helt nyt indgangsområde til en samlet værdi af mere end 30 mio. kroner, og i dag kunne Fårup Sommerland sammen med samarbejdspartnere bag projektet fejre rejsegilde.

– Det er en stor dag i Fårup Sommerland, hvor vi kan markere rejsegildet på et helt nyt og komplet forvandlet indgangsområde, som vores gæster vil møde som det første, når de besøger Fårup i den nye sæson. Vi er nu så langt i processen, at man for alvor kan fornemme projektets omfang, og hvordan ankomsten i Fårup Sommerland vil opleves på en helt ny måde, hvor et stort område nu vil udgøre indgangen sammen med masser af liv, butikker, spisesteder med videre, siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.

Området skal rumme nye butikker, en ny café, eget ismejeri samt opgraderede toilet- og handicapfaciliteter, et større udendørs torv, ny informationsbygning og trækvognsudlejning samt et nyt personaleområde til parkens sæsonansatte.

Bag hovedentreprisen på det kommende 2.000 kvadratmeter store indgangsområde står bl.a. de lokale håndværkere Byggefirmaet Keld og Johs samt Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning.

– Det er altid interessant at medvirke i nye anlægsprojekter hos Fårup Sommerland, fordi det ofte indbefatter nogle mere kreative løsninger, end vi er vant til i forbindelse med mere traditionelle byggeopgaver. En stor del af håndværket er naturligvis det samme, men ofte skal det endelige udtryk fremstå meget anderledes, så det passer ind i Fårup Sommerlands samlede oplevelsesunivers, og det indebærer derfor også nogle mere atypiske opgaver. Vi glæder os til at kunne aflevere det endelige resultat, som Fårup Sommerlands gæster forhåbentligt også vil tage godt imod, siger Peter Lynge Christensen, indehaver af Byggefirmaet Keld og Johs, der har base i den nordjyske by Pandrup.

Fårup Sommerland slår dørene op til 2025 og den store jubilæumssæson den 14. april, hvor det nye indgangsområde og de mange nye butikker, spisesteder med videre vil stå klar til at tage imod Fårup Sommerlands mange besøgende.

Blokhus Medier har tidligere skrevet omkring etableringen af det store indgangsområde, der skal forbedre gæsteoplevelsen, som du kan læse og se billeder af via linket her

Læs om fantastiske oplevelser og events