Tirsdag 5. oktober var der rejsegilde på endnu 36 nye ungdomsboliger ved Fjerritslev Gymnasium. Den nære tilknytning til gymnasiet betyder, at boligerne betegnes Fjerritslev College.
Hovedparten af boligerne er 25 kvadratmeter med badeværelse og tekøkken, og så er der 10 kvadratmeter fællesareal per bolig til bl.a. fælles opholdsrum, storkøkken og vaskefaciliteter.
Huslejen ligger på 2622 kroner, og de nye boliger står klar til skolestart i august 2022.
– Med ungdomsboligerne ved Fjerritslev Gymnasium sørger vi for, at de unge studerende har et tilbud, der gør det muligt for dem at bo tæt på deres uddannelse og tæt på andre unge mennesker. Samtidig er det med til at sikre, at vi kan tiltrække unge studerende – fra hele landet, siger borgmester Mogens Christen Gade.
Fra vandrehjem til ungdomsboliger
Udviklingen af Fjerritslev College startede med, at Fjerritslev Gymnasium ville gøre noget ekstra for at tiltrække unge til uddannelsesinstitutionen.
Derfor begyndte gymnasiet i samarbejde med lokalsamfundet at tilbyde elever muligheden for at bo på det lokale vandrehjem.
Til at starte med var der én, der benyttede sig af tilbuddet, men det blev hurtigt til 10 – og antallet voksede kun.
Derfor blev der indgået en aftale med den lokale kro, og på den måde blev tilbuddet udvidet. Men det var stadig ikke nok.
De første boliger
Jammerbugt Kommune, Fjerritslev Gymnasium og boligselskabet Domea Aabybro som bygherre startede et samarbejde.
I første omgang gik det på at etablere 12 nye ungdomsboliger, men det antal blev hurtigt revideret til 40, og de stod ungdomsboliger således klar i februar 2020 og var alle udlejet ved skolestart i august 2020.
Efterspørgslen på ungdomsboligerne er stadig stor, og kommunalbestyrelsen besluttede derfor, at der skulle etableres endnu 36 ungdomsboliger og et nyt fællesrum.
Dermed bliver der i college-området i alt 76 ungdomsboliger og 760 kvadratmeter fællesareal, som elever på STX, HHX og HF på Fjerritslev Gymnasium kan bo og leve i.