Blokhus

Rejsegilde på nye lejligheder i Hune

Et byggemarked blev afløst af et boligområde

Grundstenene er lagt, en nytænkning af Hune udfolder sig i takt med at bygningerne rejser sig en efter en på byggegrunden i Hune.

En plads, som indtil foråret 2024, var hjemsted for XL-Byg, og den dag i dag er afløst af 2 ud af 3 højhuse med i alt 43 nye boliger.

Nørresundby Boligselskab og Ejendomsselskabet Mors-Thy A/S havde inviteret til rejsegilde, og i silende regn tog de inviterede plads både inde og ude imens direktør i Nørresundby Boligselskab, Lars Emborg bød velkommen.

-Vi er en del af at skrive historien lidt om her i Hune midtby. Og hvad er Hune midtby?
Det er der ikke rigtig nogen der ved endnu, men noget der vil ske over tid. Byggeriet her er et skridt på vejen, og projektet her var faktisk noget vi tog fat på for lang tid siden. Det er en om-forandring, der er skabt ved fælles hjælp, og det er også et minde om en historie, der tog sin begyndelse for 70 år siden, da Tømmergården startede selvsamme sted. Der er skabt en ny æra med afsæt i stedet her, lød det fra Lars Emborg, som i samme åndedrag roste håndværkerne for det flotte byggeri samt Jammerbugt Kommune og kommunalbestyrelsen for et godt samarbejde.

Og borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade, tog over og glædede sig over at Hune-projektet nu er på vej til at blive realiseret. Viljen til at ville giver evnen til at kunne, sagde han, og det har altid været målet at planen skulle føres ud i livet. Han fremhævede desuden, at det nye byggeri også er et udtryk for et Blokhus-Hune i rivende udvikling. En udvikling der er drevet af lokale, investorer, Jammerbugt Kommune og kommunalbestyrelsen, som ved fælles hjælp skaber nogle fantastiske rammer for det gode liv. -Det vi står i her, er et udtryk for at sammen løfter vi højere end vi gør hver for sig.

Fra stort til mindre

Ovenpå de flotte ord blev der budt på forfriskninger og mulighed for at se nogle af lejlighederne, som en efter en former sig til flotte boliger.

En af dem, der glæder sig til at flytte er 83-årige Anni Pedersen. Hun ønsker at skifte sit sommerhus på 500 m2 ud med en lejlighed på øverste etage i det nye byggeri. Denne eftermiddag tog hun en rundtur i lokalerne for at fornemme det sted, der fremadrettet skal danne rammerne om hendes hjem.

Anni Pedersen stammer oprindeligt fra Gudumholm, men har været fastboende i Blokhus siden 1996. Sommerhuset, som hun har ejet siden 1982, er blevet for stort og den fremskredne alder gør, at jeg ikke rigtig kan passe det længere, forklarer hun om årsagen til skiftet. -Her kan jeg komme lidt tættere på det hele. Det glæder jeg mig til, siger hun.

Anni Pedersen bliver indehaver af 1 af de 6 private ejerlejligheder, og den er indflytningsklar sommeren 2026. De resterende 37 lejligheder er lejeboliger og udlejes igennem Nørresundby Boligselskab.

Udover de tre punkthuse etableres der også flotte udearealer, stiforbindelser til skoven og den øvrige by samt et torv med 70 p-pladser.

Er man interesseret i en ejerlejlighed, så er det muligt at rette henvendelse til ejendomsmæglerfirmaet Villadsen Ejendomshandel.

Læs om fantastiske oplevelser og events