– Med åbningen 11. juni af Rema 1000 i Aabybro, så er dagligvarekæden til stede i tre af de fire hovedbyer i Jammerbugt, men Rema 1000 kommer ikke til at åbne i Fjerritslev. I hvert fald ikke på den ønskede placering.
Ville gerne åbne
– Vi er kede af, at vi ikke kommer til Fjerritslev på grund af kommunen. Vi troede egentlig, at vi var blevet lovet det. Vi har hele tiden gerne villet åbne i Fjerritslev, siger Stephan Sørensen, direktør i Reitan, der står for udviklingen af Rema 1000 butikkerne.
Placeringen er et problem
Men borgmester Mogens Chr. Gade (V) afviser, at kommunalbestyrelsen har afgivet løfter.
Og problemet er Rema 1000s ønske om at få en placering uden for Fjerritslev bymidte, nemlig tæt på Østergades udmunding i hovedvejen, Aalborgvej.
Mogens Chr, Gade henviser til samme problem i Aabybro, hvor kommunen i flere år har forhandlet med Rema 1000, som ville have en placering uden for bymidten ved Jem og Fix.
Men det er endt med, at den nye Rema 1000 får plads i centrum i Aabybro ved de øvrige butikker og centret.
Bymidten først
– Der skal være en politisk vilje til at bakke op om en lokalplan, og der er ikke opbakning til en plan for butikker på den omtalte placering i Fjerritslev. Hvis der ikke er politisk vilje, så giver det ingen mening at fremlægge en lokalplan, siger Mogens Chr. Gade.
– Der har været en politisk proces, og kommunalbestyrelsen har sagt, at vi vil bymidten. Det er vores strategi. Midtbyen først, understreger borgmesteren.