Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis
-Køb dit helt eget sommerhus hos Saltum Strand Resort og kombiner sommerhusets fortræffeligheder i forhold til komfort og fleksibilitet med de attraktive rammer og oplevelsestilbud som campingpladsen giver. Sådan lyder det fra Jette Holt og Michael Overgaard, indehavere af Saltum Strand Camping – nu snart Saltum Strand Resort.
Jette Holt og Michael Overgaard har nemlig startet et helt nyt projekt, som betyder at Saltum Strand Camping i de kommende år forvandles til Saltum Strand Resort. – Vi ønsker at sælge, og efterfølgende opføre privatejede sommerhuse på mellem 60-80 m2. Alle husene er arkitekttegnede og placeret strategisk i forhold til hinanden, således at alle husene vil opleve en høj grad af privatliv i det smukt anlagte nye sommerhusområde der i dag rummer en del af Saltum Strand Camping, fortæller Jette.
Firstmover
Hvordan kommer man lige i tanke om at udvide og investere for flere millioner kroner? Hvis man spørger Jette Holt, skyldes det, at parret ønsker at bidrage til udviklingen af turismen i området. – Vi kan ikke bare stå stille med hænderne i lommen og sige, at camping er fint nok. Vi vil udvikle og bidrage – og selvfølgelig også vækste. Saltum Strand Camping består i dag af flere matrikler som har zonestatus som sommerhusområde. Det er denne zonestatus der er interessant i forhold til den udvikling som Saltum Strand Camping står overfor i dag. Med den moderniserede planlov og kommunens strategi om udvikling af turisterhvervet, har vi mulighed for at etablere en feriepark bestående af 60-80 sommerhuse og en tilhørende campingplads med 150 enheder. Det tror vi, er med til at gøre en forskel for turismen i Jammerbugt kommune og så giver det også mulighed for at tiltrække et helt nyt og andet segment til ”camping-ferie” end vi tidligere har gjort, understøtter Michael og tilføjer, at han er glad for den lokale, erhvervsmæssige og kommunale opbakning til projektet. Nytænkningen af den eksisterende campingplads hænger sammen med at generationen mellem 25-40 år i højere grad ønsker komfort, men stadig gerne vil indgå i de fælles og sociale sammenhænge; legeplads, pool, sportsaktiviteter mm., og det kan parret tilbyde ud fra resort-tankegangen. – Dertil samler vi også et bredere segment og det vil give en endnu større dynamik på pladsen, forklarer Jette afsluttende. Søndag d. 1. juli kl. 14-16 er der mulighed for at møde Jette og Michael som ejer Saltum Strand Camping, og som står for den daglige drift af pladsen. Hør om de mange nye tiltag, se pladsen og mærk vesterhavet.