Blokhus

Restaurant Nordstjernen klar med nytårsmenu

Udsolgt tre år i træk

Nytårsmenu som take-away fra Restauranten i Blokhus er en populær tradition, der vender tilbage her i 2025.

Hvis årets sidste aften gerne må være festlig – og uden stress i køkkenet – så er Restaurant Nordstjernen igen klar med deres populære nytårsmenu. Interessen har været så stor, at de seneste tre år har huset måttet melde udsolgt ved hele 850 kuverter. Derfor anbefales det at være tidligt ude, hvis middagen skal være både elegant og nem at servere.

Restaurant Nordstjernen

4 retters menu

Menuen består af fire serveringer med både fisk, oksekød og søde afslutninger, nøje sammensat til en helhedsoplevelse, der kan serveres uden lange forberedelser. Starters og forret byder på fennikelpølse med estragoncreme samt laksetatar med urter og grøn mayo samt lækkert surdejsbrød, mens hovedretten står på langtidsstegt okse striploin med vintergrønt, ricottacreme, rodfrugter og rødvinssauce. Aftenen rundes af med en desserttapas med cheesecake, profiteroles og trøffelkugler.

Indehaver Ann Thorhauge Hallager fortæller, at netop enkeltheden og kvaliteten gør menuen så eftertragtet.

-Det skal være nemt at få en festlig og velsmagende middag på bordet nytårsaften. Vores menu er lige til at gå til, og der følger en udførlig vejledning med, så man undgår at bruge aftenen i køkkenet, siger hun.

Afhentning Blokhus og Fjerritslev

Hun understreger, at logistikken omkring udleveringen er helt gennemarbejdet, og der er hele to udleveringssteder i området, så det sparer tid hos gæsterne:

-Vi har et system, der fungerer. Når gæsterne kommer, får de udleveret et afkrydsningsskema, så man nemt kan sikre sig, at alt er med. Der er borde sat op til gennemgang af bestillingerne, og vi står 5-6 mand klar til at svare på spørgsmål. Det er hurtigt, overskueligt og skaber god ro hos kunderne, siger Ann Thorhauge Hallager.

Maden kan afhentes den 31. december i Blokhus mellem klokken 12.00 og 14.00, samt i Fjerritslev mellem 14.00 og 15.00. -Bestilling skal ske senest den 27. december, og prisen er 425 kroner pr. kuvert, oplyser Ann.

Restaurant Nordstjernen forventer igen stor efterspørgsel og opfordrer derfor til at bestille i god tid. Det kan ske på telefon 9824 9391 eller via restaurantens hjemmeside.

Læs om fantastiske oplevelser og events