Måske en garvet Fårup-gænger husker karrusellen i Børnetivoli? – Årets nyhed bliver lidt ligesom denne – bare endnu federe og i to etager og med adgang til kørestolsbrugere, fortæller en begejstret Anne Kiilerich fra Marketing afdelingen i Fårup.
Trip down memory lane
I toppen af karrusellen bliver der plads til nogle hyggelige brudstykker af Fårups historie. – Her skal gamle minder genskabes fra dengang, da der var bowlingbaner, og da det kun kostede 4 kr. at komme ind, og en masse andre hyggelige minder gennem tiden, fortæller Anne videre.
Det bliver altså en nostalgisk, trip down memory lane og en rundrejse i tiden og minderne – og forhåbentlig skabes der også en masse nye minder på ”Rundrejsen”. Det er i hvert fald vores håb, siger hun.
Nyhed for de mindste
Udover karrusellen i 2 etager, danner der sig også så småt et nyt skønt område i parken. Området omkring Rundrejsen skal nemlig blive til et hyggeligt miljø med plads til leg og sjov for Fårups mindste gæster. Parken har lyttet til deres fans og følgere på de sociale medier, som i nogle år har efterspurgt flere aktiviteter for de allermindste guldklumper. Ligesom Rundrejsen forhåbentligt bliver et hit for de mindste, bliver området omkring det også. – Det er i hvert fald vores mål, udtaler folkene fra legeplads-udvalget i Fårup. Her kommer nemlig til at bo en helt ny sandkasse samt et nyt sanseområde med dejligt blødt underlag og udfordringer til de mindste. Derudover kan man glæde sig til at bestille en café latte fra Restaurant Oasen og sidde på en splinterny træterrasse og nyde den med udsigt over den nye karrusel og hele området, der også indbefatter en helt ny og stor is butik, hvor menukortet blandt andet kommer til at byde på pandekager.
Ny legeplads
Og det er faktisk ikke kun her, at der er ny leg i sigte. Ved området omkring Fønix kommer der også en flot ny legeplads. Den bliver i ægte Fønix-tema med dyrefodspor og i røde Fønix farver.
Den tekniske chef, Tue Albrektsen udtaler at Fårup har en tidlig åbning igen i år, som gør at der er travlhed hele vinteren. – Der er mange ting der får en opgradering, alt fra butikker til de nye forlystelser og legepladser, afslutter han til Blokhus avis.