– 2. divisionstruppen hos Jammerbugt FC tæller allerede flere af klubbens egenudviklede spillere, og til den nye sæson hentes endnu et talentfuldt kuld op fra U19 holdet.
Det er Martin Rom Nielsen, der bor i Hundelev, Lasse Jensen (Ingstrup), Nicklas Nielsen (Øland/Brovst) og Emil From Biersted).
De har alle allerede haft debut i 2. division samt i større eller mindre omfang smagt på tilværelsen som seniorspiller i en divisionstrup.
Og de fire unge spillere bliver til den nye sæson fuldt integreret på holdet.
Stærk ungdomsafdeling
Denne proces er der efterhånden masser af gode erfaringer med, og Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck ser på ny frem til den videre udvikling af de unge spillere samt til deres bidrag til divisionsholdet.
– Det er et fantastisk stykke talentarbejde, der endnu engang er lavet. At vi kan tage så mange op i truppen i samme omgang sætter en tyk streg under det. Vi har en god ungdomsafdeling, som fortjener stor ros. Det her beviser, at vi i klubben kan arbejde med talentudvikling. Det glæder mig og gør mig stolt, fremhæver Bo Zinck, som ser stort potentiale i de unge spillere.
Stort potentiale
– Alle fire har noget at byde ind med og alle kan de udvikle sig yderligere. De kommer med et stort potentiale hver især og det er altid spændende at fortsætte arbejdet med de unge spillere, siger Bo Zinck.
Både Martin Rom Nielsen, Lasse Jensen og Nicklas Nielsen har fået divisionsdebut dette forår, mens Emil From tidligere ligeledes er noteret for sine første kampe for divisionsholdet.
– De ser ind i en god og spændende fodboldfremtid, og så er de næste unge talenter allerede på vej. Det er en del af strategien i klubben og det er fremragende, at det lykkes så godt, fortæller cheftræneren, der tidligere har fungeret som både talenttræner og talentkoordinator i klubben.