Nyheder
imported

Så mange bysbørn vender hjem i din kommune

TILBAGEFLYTTERE: Hver 7. fra årgang 1986 er flyttet hjem til den kommune, hvor de boede som 15-årige. Se listen over hvor mange hjemvendte bysbørn, der er i din kommune

Tekst: Presse

Hvor boede du, da du var 15 år? Hvornår flyttede du væk fra din barndomskommune? Og er du flyttet tilbage til din hjemstavn igen?

Hvis du er som gennemsnittet af danskerne i årgang 1986, altså de 35-årige i 2021, så er der cirka 14 % sandsynlighed for, at du bor i den samme kommune igen, men der er store forskelle alt efter, hvor i landet vi kigger.

Det viser en ny opgørelse fra Momentum, som ejendomsmæglerkæden Home har set nærmere på*.

Jammerbugten på 15. plads

Syddjurs og Nyborg har flest hjemvendte, og meget tyder på, at billigere boliger end i de største byer og nærhed til bedsteforældre trækker mest. Men også gode barndomsminder tæller.

Der er er som sagt stor forskel på, hvor mange der flytter tilbage til de enkelte kommuner. Syddjurs er med 21,1 % den kommune, hvor flest fra årgang 1986 er flyttet tilbage, mens det i Nyborg er 18,7 %. På tredjepladsen følger Dragør med 18,5 % hjemvendte.

På 15. pladsen følger Jammerbugten med 16,5 %.

Til det siger Mikael Thomsen fra Home i Hune: 

Vi oplever i stigende grad, at der er helårstilflyttere i Hune og Blokhus. Der er tale om nytilflyttere såvel som ”tilbageflyttere”.

Det gælder helårsområdet ved Hune kirke, og husene syd for tømmerhandelen i Hune. I Blokhus er det især området omkring Clemmi Falkvej, Holstvej og så Sdr. i by, der trækker. For nyligt solgte vi et dejligt helårshus på Clemmi Falk vej til et hold tilbageflyttere.

De søger ”hjem” til den høje himmel, strand og vand, og er generelt tiltrukket af den fantastiske udvikling, som Blokhus har gennemgået, siden de flyttede fra området.

Her får de – sammen med børn og evt. børnebørn – mulighed for at nyde, den skønneste natur og masser af friluftstilbud i feks. Blokhus Gateway, på stranden, i skoven, på skøjtebanen osv., samtidig med at der er kulturelle tilbud, lækre cafeer og restauranter året rundt.

Det er helt klart ting der vægter højt.

Vælger de allerdyreste kommuner fra

Ifølge Home tegner analysen et tydeligt billede af de kommuner, som mange flytter hjem til. De er attraktive for tilflyttere med en længerevarende uddannelse. Mange unge flytter for at tage en uddannelse i en af universitetsbyerne, og deres kommende arbejdspladser ligger også i de store byer.

”Derfor vil de helst bo steder, hvor de nemt kan komme til og fra deres arbejde, men hvor de samtidig har råd til at købe en bolig. Derfor ligger mange af de mest populære kommuner i analysen i oplandet til enten København, Aarhus eller Odense, hvor det er billigere at købe bolig,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.

Home peger på nogle eksempler ud over Syddjurs og Nyborg og omegnskommunerne til København.

Mens Aalborg ’kun’ formår at trække 12,1 % af bysbørnene hjem igen, så er det i nabokommunen Brønderslev hele 17,1 %. Det rækker til en 8. plads på landsplan.

Og samme mønster ses for Aarhus, som kun har 11,7 % ’hjemflyttere’, mens fx Skanderborg ligger på 17 %. (9. plads på landsplan).

Vil give børn samme gode opvækst

De klassiske forklaringer på, at nogle flytter tilbage til deres barndomskommune, er, at når man får sit første barn, vil man gerne være tæt på bedsteforældrene, hvis man samtidig kan finde et job og få en passende bolig, men…

”Unge flytter også tilbage efter at kunne give deres børn den samme opvækst, de selv har haft – hvis den altså har været god. Hvis de har haft det fedt i folkeskolen og foreningslivet, hvis de kan se sig selv i de værdier, de er vokset op med og har haft en god ungdomstid, så vil de gerne tilbage,” siger forsker Eva Mærsk, der er Ph.d-studerende på Syddansk Universitet og University of Groningen til Momentum.

*Analysen har set på, hvor stor en andel af en årgang, der som 35-årige bor i den kommune, hvor de boede som 15-årige efter at have boet i en anden kommune i mindst to sammenhængende år i den mellemliggende periode.

FAKTA: Se tal for de nordjyske kommuner

Andel 35-årige, der er flyttet tilbage til deres barndomskommune i 2021 (%)

1. Syddjurs 21,1

2. Nyborg 18,7

3. Dragør 18,5

8. Brønderslev 17,1

11. Rebild 16,9

15. Jammerbugt 16,5

28. Thisted 15,5

30. Vesthimmerlands 15,1

51. Frederikshavn 13,7

63. Hjørring 12,9

68. Mariagerfjord 12,4

73. Aalborg 12,1

87. Morsø 10,5

97. Læsø For få data

Note: Tabellen viser den del af en årgang, der som 35-årige bor i deres barndomskommune (regnet som den kommune, de boede i som 15-årige), men som har været fraflyttet i mindst to sammenhængende år.
Kilde: Momentum. Egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistik

 

Læs om fantastiske oplevelser og events