For at give plads til flest mulige til gudstjenesterne i Biersted Sogn juleaftensdag, så har menighedsrådet og sognepræst Sofie Gjørup Winkel besluttet at lade 4 gudstjenester i Biersted Kirke blive afløst af gudstjenester i Biersted Hallen og i Nørhalne Hallen som følge af Corona-restriktionerne.
Dobbelt så mange
På den måde kan der nemlig være dobbelt så mange deltagere i jule-gudstjenesterne.
Gudstjenesten juleaftensdag i Biersted Hallen finder sted kl. 11, og der er plads til 220 personer.
Gudstjenesten i Nørhalne Hallen finder sted kl. 13 med plads til 250 deltagere.
Billetter til gudstjenester
Det er nødvendigt at bestille en gratis billet til alle gudstjenester i december – også juleaftensdag i hallerne.
De gratis billetter kan fås i Dagli’Brugsen Nørhalne, Dagli’brugen Biersted og på Graverkontoret.
Billetterne bliver frigivet i to omgange.
Fra 1. december kommer billetterne til arrangementer og gudstjenester til og med 20. december.
Fra 15. december kommer billetterne til julen og nytårets gudstjenester.
Er der billetter tilovers kan man få en i våbenhuset, når det enkelte arrangement eller gudstjeneste begynder.
Man skal bære mundbind/visir når man bevæger sig ind og ud af kirken.
Arrangementer med tilmelding til og med 20. december:
- Julekoncerten 2020 onsdag 9. december kl. 19.30 i Biersted Kirke (50 pers)
- Seniorjulegudstjeneste og julebanko tirsdag 15. december kl. 13.00 i Biersted Kirke (50 pers.)
- Syng julen ind 17. december kl. 17.00 og kl. 19.00 i Biersted Kirke (30 pers. pr. gang)
- Fælles musikgudstjeneste i Gjøl Kirke søndag 20. december kl. 16.00.
Billetter til denne gudstjeneste kan KUN hentes på Graverkontoret.
(10 billetter til arrangementet. Resten af de 80 billetter kan fås i brugsen på Gjøl.)