Aabybro

Sådan kommer Aabybro Centret til at se ud

Flere end 120 nye boliger i midtbyen inden for de kommende tre år

– Aabybro står foran en kæmpe forvandling de kommende år med udviklingen og opførelse af et nyt Aabybro Centret samt Posttorvet.

Ungdoms og ældreboliger
Når projekterne er færdige vil Aabybro midtby kunne præsentere flere end 120 nye eje og lejeboliger, inklusiv ungdoms- og ældreboliger, samt et fælleshus til alle Nørresundby Boligselskabs beboere i centret, Posttorvet og Passagen.
Projektet løber op i cirka 224 millioner kroner for almene og private boliger samt erhverv (Rema 1000 byggeriet undtaget).

Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S

Op til syv etager
Første etape står for døren, og den skal udføres af Tom Jakobsen A/S.

Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S

Bygningerne med Bog & Ide, Sportmaster og Thiele samt Frøken Fin skal rives ned, og de tre førstnævnte genhuses i den tidligere Fakta-bygning.
– Der bygges så nye bygninger med ny arkitektur på næsten samme placeringer i 4, 5, 6 og 7 etager med fire etager ud mod Østergade og så stigende ind mod midten af centret. Og butikkerne kan rykke ind i nye og større lokaler i efteråret 2021, forklarer Lars Emborg, direktør for Nørresundby Boligselskab.

Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S

57 boliger i etape 1
Etape 1 kommer også til at omfatte 29 almene store familieboliger med to eller tre rum samt 12 ungdomsboliger på 50 kvadratmeter.
Desuden opfører private ejere 16 bolig med terrasser eller taghaver.

Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S

Ny indkørsel til centret
Etape 2 er nedrivningen af bygningen med Mæglerhuset, som skal flytte hen som nabo til den kommende Rema 1000 med placering syd for Meny.
Samtidig bliver indkørslen til det nye center flyttet, så den ligger syd for det nuværende Mæglerhuset.

Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S

Etape 2 skal være gennemført ultimo 2022.
Og der skal opføres 24 ældreboliger i stedet for den nuværende bygning, og der bygges i 5 og 6 etager med butikslokaler i stueplan.

Fakta-bygningen fjernes
Med etape 3, som skal stå færdig ultimo 2023, bliver Fakta-bygningen revet ned, og der skal indrettes en torveplads som med en placering midt i det nye Aabybro Center giver mulighed for cafemiljøer og liv i centret.

Der kommer også yderligere cirka 30 almene boliger og omkring lige så mange private.

Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S

Boligselskabet bygger fælleshus
– Desuden vil vi opføre et fælleshus, som kan benyttes af alle vores lejere i centret og i Passagen, fortæller Lars Emborg.
– Der skal være selskabslokaler og gæstebolig til udlejning. Det giver et mødested, hvor man kan have foredrag, spille kort, strikke eller andre aktiviteter, siger han.

I øvrigt opføres der 15 almene og lige så mange private boliger på Posttorvet.

Læs om fantastiske oplevelser og events