Det sker

Saltum Sommerfest 2025

Markant udvidelse af programmet

Saltum er endnu engang klar til at byde både lokale og feriegæster velkommen, når årets sommerfest løber af stablen i uge 30. Fra lørdag den 20. juli til og med lørdag den 26. juli har byen fået sat et spændende program sammen, som er fyldt med aktiviteter for både store og små – lige fra hestekræfter og sportsturneringer til fællesspisning, musik og markedsstemning.

-Vi har udvidet markant og fået endnu flere fede aktiviteter på årets Sommerfest-program. Vi er meget spændte, og håber på endnu flere gæster – og alle er velkomne til Saltum Sommerfest. Vi har alt fra ansigtsmaling og MC-træk til volleyturnering og live-musik, og vi håber at se en masse sommerglade gæster i Saltum i uge 30, lyder det fra Jes Kristiansen på vegne af Saltum Idrætsforening, der står bag sommerfesten.

Det hele begynder lørdag, hvor Saltum Idrætsforening – i samarbejde med SlædeTeam Dybvad – inviterer til plænetraktortræk på stadion. Her kan man opleve de specialbyggede maskiner give alt, hvad de har, i jagten på sejren. Samtidig afholdes et Biker Meeting ved Nols, hvor flotte motorcykler kan ses på nært hold. Der vil være hoppeborg, pølsebod og ølvogn, så hele familien kan hygge sig på området.

Tirsdag går det løs med en ny børnefodboldturnering arrangeret af børn – for børn. Det hele sker på festpladsen, som åbner med boder og hoppeborg om eftermiddagen.

Tour de Saltum

Onsdag er dedikeret til motion og fællesskab. Her afvikles Tour de Saltum i samarbejde med Saltum Trim og Stigruppen – et løbe- og cykelløb med mulighed for både voksne og børn at deltage. Der er børnecykelløb med medaljer til alle, og efterfølgende fællesspisning med mad fra Mesterslagteren i Saltum. Aftenen afsluttes med live musik fra Thomas Ravn. -Begge aktiviteter kræver forudgående tilmelding, oplyser arrangørerne. Tilmeldingsdetaljer kan ses i programmet side 22.

Torsdag står i fodboldens tegn, når den traditionsrige seniorfodboldturnering løber af stablen på Nols Stadion og fredag den 25. juli byder på både dødboldturnering for børn og den populære volleyturnering for voksne. En populær aktivitet, og arrangørerne forventer stor interesse igen i år. Aftenen ledes med festligt overskud af makkerparret Sus og Søren, og der er præmier til de bedst udklædte hold.

Nolsridderen 2025

Sommerfesten rundes af lørdag med torvedag på Nols Torv. Dagen starter med gratis morgenkaffe og byder på alt fra trylleklovn og ansigtsmaling til kræmmere, helstegt pattegris og et tætpakket musikprogram med både lokale musikere og kendte navne. Dagens højdepunkt for mange bliver kåringen af Nolsridderen 2025 samt et stort bankospil.

Saltum Sommerfest er kendt for at samle både byens borgere og feriegæster i et stærkt fællesskab, og i år er ambitionerne større end nogensinde.

Læs om fantastiske oplevelser og events