Selvpluk hos Stensgård Jordbær er en fast del af sommertraditionerne gennem de seneste 25 år. Hvert år valfarter jordbærlystne folk til marken lidt vest for Hjørring, hvor de fylder deres skåle med de friskplukkede guldklumper.
Stensgård Jordbær har siden 2021 været drevet af makkerparret og barndomsvennerne Mikkel Simonsen og Andreas Andersen. På mange måder er det en livsstil at være jordbæravlere, og når sommeren og sæsonen står for døren, er det et fælles projekt for alle medlemmer af de to familier, at markerne passes, jordbærerene plukkes til levering og gæsterne bliver taget godt imod i selvpluk-marken.
Vi er slet ikke i tvivl om, at jordbær smager allerbedst, når de har fået masser af sol og spises så friske som overhovedet muligt. Det er netop derfor, at du skal tage skålene under armen og selv gå i marken, hvor du kan mærke, smage og fornemme den gode kvalitet.
Grundlæggende bygger Stensgård Jordbær på en filosofi om, at jordbær har det bedst, når de har jordforbindelse og står under åben himmel. Det er her de får den sol, det vand og den næring, de skal bruge for at få den allerbedste konsistens og smag. Det er de jordbær vi alle sammen forbinder med danske jordbær, der for mange er indbegrebet af sommer.
Det er også filosofien om, at jordbær skal spises friske. Jordbær er fintfølende og derfor er det allerbedst at plukke dem selv i vores selvpluk-mark. Hvis det ikke er en mulighed, kan du regne med, at de Stensgård Jordbær du møder i butikkerne eller i din lokale vejbod er plukket samme dag som de sælges.
Du finder Stensgård Jordbær på Løkkensvej 435, 9800 Hjørring. Her sælges der både jordbær og ærter.




