Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis
Søndag den 23. august var der mange gæster med til ”Blokhus & Bilerne”. Veltrimmede maskiner satte kulør på feriebyen med både paradekørsel, udstilling af veteran- og specialbiler samt konkurrencer.
En hel dag med oplevelser
Arrangementet startede med paradekørsel af 53 biler fra Cobham i Pandrup til Torvet i Blokhus. Her kunne man beundre de fantastiske køretøjer og få sig en god snak med bilernes ejere. Der var ligeledes uddeling af Ærespokalen – Grundejerforeningens vanlige pris.
Vinderne
I kategorien med de yngste biler vandt Anders Nielsen med sin Jaguar E-typer fra 1968. Og i kategorien med de ældste køretøjer måtte konferencier Karl Korfits, på vegne af arrangørerne, Erhvervsforeningen Destination Blokhus, konstatere at to bilejere stod helt lige – for første gang nogensinde i Blokhus og Bilernes historie. Derfor blev vinderne: Per Mogensen med sin Rolls Royce Silver fra 1951 samt Kim Christensen med sin Cadillac Cabriolet.
Hensyn blev udvist
Tidligere kunne man vinde en tur i en af bilerne. Men grundet coronasituationen var det ikke en mulighed i år. Det betød også et begrænset antal pladser i paraden og udstilling i forhold til de tidligere år. Der blev desuden opfordret til at vise hensyn fra arrangørernes side. Arrangørerne takker for den store opbakning og glæder sig til at vende tilbage i 2021.