Nyheder
imported

Set & sket: Succesfuldt årsmøde

Erhvervsforeningen Destination Blokhus har netop afviklet deres årsmøde, hvor årets begivenheder og budget blev drøftet. I år blev mødet krydret med et oplæg fra Business- & Teamcoach, Line Funch.

Erhvervsforeningen Destination Blokhus har netop afviklet deres årsmøde, hvor årets begivenheder og budget blev drøftet. I år blev mødet krydret med et oplæg fra Business- & Teamcoach, Line Funch under temaet: Din Erhvervsforening.

Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis

Hvad er det lige, at Erhvervsforeningen går og laver? – Hvem betaler, og hvem gør hvad? Årsmødet blev indledt med velkomst til de 50 fremmødte medlemmer ved Formand Berit Bøjstrup. Herefter gik Team- og businesscoach, Line Funch, på podiet og gav et inspirerende indspark:  – Jeg lavede bl.a. en quiz, hvor medlemmerne i hold kunne svare på, hvem der gjorde hvad, i foreningen, og hvert svar udløste så point – og så blev  alle bare top-engageret og involveret i, hvad foreningens virke virkelig er, fortæller Line Funch. Dernæst var der opsamling og præsentation af årshjulet – således de mange aktiviteter og events for 2017, af Næstformand Lotte Kande samt præsentation af Markedsføringsplanen for 2017.

Endnu større investeringer

– Årsmødet er jo en fantastisk mulighed for at forklare omkring foreningens økonomiske forhold, den aktuelle status om medlemmer m.v. Eksempelvis har vi i 2017 valgt at investere endnu flere ressourcer i bl.a. Blokhus Wind Festival, Blokhus blå weekend samt Fly In på Stranden, for bare at nævne et par punkter. Det er jo i alles interesse, at det budskab kommer længst muligt ud – og at vi får butikkerne, restauranterne og overnatningssektoren til at involvere sig endnu mere i sådanne events, forklarer Berit Bøjstrup.

De frivillige

Et andet punkt på dagsordenen var også præsentationen og fortællingen omkring de mange frivillige i Blokhus: – De er jo ganske enkelt uundværlige, og vi vil så gerne give dem de bedste forhold. Derfor skal alle medlemmer også være 100 % orienteret i forhold til de frivilliges arbejdsopgaver og også med på, at der altid gerne må henvises flere frivillige til teamet, forklarer Lotte Kande.  

Gæstetilfredsheden i Blokhus er i top

Afslutningsvis orienterede Formanden omkring gæstetilfredsheden i Blokhus i henhold til øvrige destinationer i Nordjylland. – På alle parametre står Blokhus rigtig flot! Blokhus har virkelig rykket sig og er blevet en særdeles attraktiv destination. Det ses bl.a. i forhold til information og skiltning, områdets vedligeholdelse, oplevelse af pris/kvalitetsforholdet generelt, bymiljøet, offentlige toiletter og børnevenligheden hvor Blokhus klart ligger i toppen. Vi kan også ”prale lidt af”, at vi ligger klart i spidsen, når det handler om oplevelsen af servicen fra personalet i fx. butikker, spisesteder og attraktioner. Det er bare så flot, fortæller Berit Bøjstrup og fortsætter. Det er da lidt sejt, at vi suverænt ligger i toppen, også når det gælder gæstetilfredsheden omkring områdets oplevelser og attraktioner – heriblandt events, aktiviteter og begivenheder, afslutter hun. 

Læs om fantastiske oplevelser og events