Tekst: Anne Nøhr Ringgren – Foto: Poul Nymark
Her kort tid efter sommeren melder Café Peace og direktør Anne Kønig, at virksomheden er lukket, og de har valgt at sælge caféen.
Den ligger ellers helt centralt med bygninger grænsende op til Blokhus Torv og langs med en af de mest befærdede veje ned til Blokhus strand.
Til Nordjyske har Anne Kønig oplyst at beslutningen er ny, men velovervejet, og de er ved at prøve at finde en ny forpagter eller ejer af forretningen.
Samtidig fortæller hun, at forretningen i Blokhus har haft fuld fart på og har været i en rivende udvikling.
Og det vidner de mange nye initiativer også om.
For ved sæsonstart i Påsken i år blev der både budt på vinbar, luksus brunchbuffet, cocktails og musik i den populære café. Samtidig blev den nye terrasse omdannet fra vintertema til sydenlandsk stemning med marehalm, sand og vand. Så der er blevet gjort rigtig meget for at gæsterne kunne komme i den rette stemning.
– Det har faktisk været en helt fantastisk forretning og Blokhus er en vidunderlig by at drive virksomhed i. Og vi skal fortsat også komme i Blokhus, da vi har sommerhus her. Der er ingen drama i beslutningen som f.eks. mangel på medarbejdere eller for høje elpriser. Medarbejdere har kunnet arbejde på skift, og de har også kunnet afvikle ferie, så det er slet ikke sådan noget, der har været udfordringer med. Og det er samtidig lykkedes os at omplacere medarbejdere til afdelingen i Aalborg, som de også driver.
2022-sæsonen har været rigtig god i Blokhus, siger Anne Kønig, men der er nye planer på vej, som hun endnu ikke vil løfte sløret for. Og det drejer sig ikke om planer, der tager udgangspunkt i Blokhus.
Istedet håber vi, at der er en derude som vil forpagte eller købe forretningen.