Stemningen nåede sit højdepunkt, da Sømændene gik i land i Blokhus 27. juli. Torvet gyngede midt i hjertet af feriebyen og kaptajnshattene vajede i luften.
Og inden Sømændene indtog scenen, sørgede Petrols for at give den gas med energifyldt live-musik, og så var festen i gang.
Men det var ikke kun stemningen, der nåede i top. Også alle rekorder blev slået denne sommeraften, lyder det fra arrangørerne. Vejret var helt perfekt. Lunt og vindstille, og med udsigt til en gratis koncert fik det gæster til at valfarte til feriebyen.
-Vi er helt høje efter denne koncertoplevelse, siger Jannie Ratke på vegne af Torvegruppen og Erhvervsforeningen Destination Blokhus, som har de frivillige til at stå i spidsen, for at afvikle. Sømændene formåede som altid at skabe en fantastisk stemning, men denne aften var publikum virkelig i festhumør. Det kunne vi tydeligt mærke. Og det afspejlede sig også markant i omsætningen på pladsen. Vi har en fornemmelse af, at gæsterne havde set frem til koncert, hvor vejret også var med os. Det betød, at vi slog alle hidtidige omsætningsrekorder.
Og der var travlt i baren. Rigtig travlt. Fadøl og øvrige forfriskninger blev langet over disken i stor stil, og de frivillige modtog bestillingerne i en lind strøm. Aftenen skred frem og Sømændenes velkendte klassikere og de kolde øl fik publikum i ægte festhumør. De vuggede og skrålede med på alle de velkendte hits. Og helt som traditionen foreskriver afsluttede aftenen med et kæmpe konfettishow. Alle var nået i mål med en rigtig god sommeroplevelse. Blokhus viste sig fra sin bedste side.
-Udover de økonomiske bidrag, som arrangørerne modtager, så har omsætningen i baren utrolig stor betydning for at vi har mulighed for at tilbyde de gratis koncerter hvert år, siger Jannie Ratke. Så derfor skal der også lyde en stor tak til det meget veloplagte publikum. Der var rigtig mange, som støttede baren, hvilket vi er super glade for.