Pandrup

Søren Als Christiansen forlader Jammerbugt FC

Søren Als Christiansen, der i august 2021 blev ansat som adm. direktør i Jammerbugt FC, og som siden december har fungeret som salgsansvarlig med klubejer Klaus-Dieter Müller i rollen som direktør, har valgt at søge nye udfordringer.
Søren Als Christiansen stopper derfor i Jammerbugt FC ved udgangen af marts måned.
Pr. 1. april tiltræder han en stilling som direktør hos Vendsyssel FF.
– Jeg har været rigtigt glad for min tid i Jammerbugt FC, og jeg har mødt en masse fantastiske mennesker i og omkring klubben. Jeg har fået en mulighed, som jeg ikke har kunnet sige nej til, og jeg glæder mig til at starte på et nyt eventyr den 1. april. Jeg vil gerne takke alle i og omkring Jammerbugt FC, for tiden der er gået, og ønsker alle rigtig meget held og lykke fremover, forklarer Søren Als Christiansen til Jammerbugt FCs hjemmeside.

Et skridt op
Til Vores Jammerbugt uddyber Søren Als Christiansen, at han ser skiftet som et skridt op.
– Vendsyssel FF er en super veldrevet fuldtids professionel klub med et stort set-up samt ambitioner om at spille i Superligaen, så det er klart, at jeg gerne vil stå i spidsen for det. Der skulle ikke bruges ret lang tid på at overtale mig, siger Søren Als Christiansen.
– Jeg tiltræder 1. april og vil indtil da arbejde loyalt for Jammerbugt FC. Jeg er glad for klukben og har her mødt mange gode mennesker og ildsjæle, siger Søren Als Christiansen, som derfor ikke ligefrem glæder sig til lokalopgøret mellem de 2 klubber 12. marts.

Læs om fantastiske oplevelser og events