Tekst: Flemming Jansen – Foto: Poul Nymark

Det er svært at bevæge sig rundt i det nordenfjordske landskab uden med jævne mellemrum at støde på salgsskilte, der bærer navnet ”Villadsen Ejendomshandel”. Manden, der ejer og driver den virksomhed sammen med sine medarbejdere, er Søren Villadsen. Han stammer fra en aktiv familie I Jetsmarks lokalområde. Det var og er en familie med handelsblod i årerne, og Søren Villadsen er ingen undtagelse. Således hører han til de allermest sælgende ejendomsmæglerfirmaer og et af de firmaer i landsdelen, som har det største og mest alsidige udbud af boliger til salg. Det giver en travl hverdag, men det trives Søren Villadsen med. Som han selv siger det; – Som selvstændig erhvervsdrivende tæller man ikke timer, men arbejdet er en livsstil.

Passion for islandske heste

Noget fritid og dermed et liv uden for firmaets regi er der imidlertid plads til i Søren Villadsens liv. I den snak, Blokhus Avis har med ham på hovedkonteret i Pandrup, røber han nemlig, at han er et inkarneret familiemenneske. Den nærmeste familie tæller Søren Villadsens hustru, Charlotte, samt tre døtre og tre børnebørn. – De sidste repræsenterer en helt ny æra i livet, konstaterer han ikke uden stolthed i stemmen og ansigtsudtrykket. Søren Villadsen bor privat på en landejendom nord for Løkken, hvor han og hustruen for seks år siden købte den tidligere campingplads Ledetgaard Camping. Den har de løbende renoveret og ombygget hen ad vejen. Han og hustuen nyder livet i tæt pagt med naturen med skov og et varieret og flot terræn, hvor Søren Villadsens store passion, nemlig islandske heste, kan trave rundt og hygge sig. Han har p.t. ikke færre end 29 eksemplarer gående. I princippet ligger det i de islandske hestes natur, at de kan gå ude hele året, forklarer han, men tilføjer dog, at der er sørget for en hestestald, som de kan opholde sig i ind imellem.

Interessen for heste giver samtidig muligheder for social samvær med ligesindede

Arbejdet med de islandske hestes opdræt fylder således meget i Søren Villadsens fritid. Selv om der er meget arbejde forbundet med hans store passion for islandske heste, så er der samtidig tale om en hobby, der giver ham en dejlig form for afslapning fra en travl hverdag. Han forklarer engageret og levende, hvordan han nyder lyden af dyrenes gumlen fra stalden. Bevidstheden om, at de trives og har det godt, giver en dejlig ro i sindet, forklarer han. – Interessen for heste deler han heldigvis med sin ægtefælle, og de har deltaget i mange rideture på f.eks. Læsø. Sammen med andre hesteentusiaster pakker de hestetransporten og sætter kursen mod målet for de fælles rideture i det danske landskab. Det sociale samvær i selskab med ligesindede, nyder de i fulde drag, og det lader batterierne op på en god måde. De senere år er det dog mest avl af heste og knap så meget rideturene, det er blevet til.

Hestene også et forretningsobjekt

Handelsblodet i årerne fornægter sig således ikke – heller ikke når det gælder hobbyen med islandske heste. Søren Villadsen er momsregisteret og har gang i en hesteavlsforretning med føl og følhopper. Skaren af islandske heste tæller således også en avlshingst, fortæller han. I øvrigt kan Søren Villadsen fortælle, at der lige nu er gode priser på islandske heste, fordi mange i løbet af corona-tiden skiftede f.eks. rejser ud med interessen for heste.

Travlhed med indbygget trivsel og livskvalitet

Såvel arbejdstiden som fritiden er derfor fyldt med aktivitet og foretagsomhed for Søren Villadsen. Der er imidlertid tale om en travlhed, som ikke giver stress, men derimod trivsel og god livskvalitet. Lejligheden i Fuengirola ved den spanske riviera har der de seneste tre år ikke været tid til at besøge, men da der er tale om en familielejlighed, som hans brødre er med i, så er der altid nogle, der har glæde og fornøjelse af den, lyder det fra Søren Villadsen.

Noget af en livskunstner

Søren Villadsen er en travl mand, men tydeligvis et menneske i god balance med sig selv og sine omgivelser. Han er den type menneske, der faktisk slapper af ved at have travlt og dermed også noget af en livskunstner.

Læs om fantastiske oplevelser og events