”Søstjernerne” og Grundejerforeningen i Blokhus inviterer igen til Vinterbadning
Vinterbadning er livsbekræftende
Tekst: Lotte Kande/VisitJammerbugten – Foto: Lotte Kande/VisitJammerbugten
Ideen til at mødes og bade i fællesskab opstod imellem 2 kvinder, Jytte og Rie, for ca. 12-15 år siden oplyser Inge Skjoldager, kontaktperson for Søstjernerne. Dengang badede de hver dag fra påske til og med november. Efterhånden spredtes det via mund til mund, så flere og flere tilsluttede sig. For ca. 5 år siden startede vinterbadningen, så nu er det blevet hver dag kl. 8.00 året rundt, at vi går i havet. – Vi er ca. 8 faste, der mødes i hverdagene og ca. 12-15 i weekenderne. Om sommeren er vi over 20 og det er både kvinder og mænd fortæller hun og fortsætter, – vi hygger os i hinandens fællesskab, og det er åbent for alle interesserede. Det er fortrinsvis fastboende eller folk, der har sommerhus her, der kommer og bader sammen med os. Aldersmæssigt spreder det sig fra den yngste på ca. 50 til den ældste på 82 år. Selvom vi ikke er helt faste i kødet alle sammen, så er det uden badetøj om vinteren. Det fryser fast til kroppen, og er svært at få af. "Så vi er ikke så glade for fotografer!", griner Inge. Men det er selvfølgelig helt op til folk selv om de ønsker at bade med eller uden tøj.
Hver dag kl. ca. 7.15 mødes de på stranden i deres bil. De klæder om ved bilen, og hvis der er rigtig koldt foregår det i Fiskernes hus på stranden. Så går de en tur vestpå mod Rødhus. En tur på ca. 4 km. Herefter går de i vandet alle sammen, synger en sang og nyder en hjemmebrygget bitter, der laves på havtorn, vindruer, porse eller måske lakrids.
-Vinterbadningen er så dejligt livsbekræftende, siger Inge Skjoldager. – Jeg er selv 81 år og har tit spurgt mig selv, når der er rigtig koldt: "Hvorfor gør du det her?" Når jeg så kommer op fra havet, så kan jeg mærke hvorfor.
-Frigørelsen af endorfinerne, når vandet rammer kroppen, holder os friske og forhindrer småskavankerne. Det er velvære på første klasse samtidig med, at jeg nyder den forskellighed naturen hver dag bidrager med. Vores hav og strand er så fantastisk smuk og den ændrer sig hele tiden med farver, vind og vejr. Det nyder jeg virkelig og jeg kan varmt anbefale at prøve. Det er vanedannende, siger Inge.