Tekst og foto: Presse
Har du en god ide? Eller er du allerede en del af et lokalt projekt, der kan gøre dit lokalsamfund mere attraktivt?
Så er det ved at være tiden, hvor du skal have sat ord på din ansøgning og få den sendt.
Sidste frist for at søge om støtte hos Sol og Strands ”Lokale håndsrækning” er nemlig 27. februar.
Lokal støtte
Igen i år er Sol og Strand klar med en økonomisk lokal håndsrækning i form af en pulje på en million kroner – heraf er der afsat 50.000 kr. til Blokhus-området.
– Gennem den ”Lokale Håndsrækning” støtter vi hvert år en række lokale projekter, der er med til at løfte vores lokale destinationer, så både vores feriegæster, husejere og lokalsamfundet får udbytte af det, siger bureauchef, Julia Spiess Wolsgaard-Iversen.
– Derfor opfordrer jeg alle foreninger, der har en god ide, eller er i gang med at udvikle lokalområderne gennem små eller store projekter, til at indsende en ansøgning om støtte gennem den ”Lokale Håndsrækning”, siger hun.
Det er ejerne af de sommerhuse og ferieboliger, som Sol og Strand lejer ud, der afgør, hvilke lokale projekter, der får støtte.
Giver tilbage
Julia Spiess Wolsgaard-Iversen glæder sig over, at Sol og Strand gennem den ”Lokale Håndsrækning” og fondens donationer bidrager til at gøre en forskel i lokalsamfundet.
– Jeg er da stolt over at være en del af en virksomhed, der giver tilbage til de lokalsamfund, hvor vi udlejer sommerhuse ud. Det er jo en af fordelene ved at Sol og Strand er ejet af en dansk fond med velgørende formål, der hvert år deler ud af vores overskud til de lokalsamfund, hvor vi er til stede, siger den lokale Sol og Strand-chef.