Nyheder
imported

Sommerens sidste salut

Blokhus Kanonlaug saluterer for sidste gang denne sommer lørdag d. 16. august

Blokhus:

Blokhus Kanonlaug saluterer for sidste gang denne sommer lørdag d. 16. august

Tekst: Louise Kande – Foto: Ulla Jensen Photography

De muntre og stolte kanonerer skyder hver aften klokken 21.00 solen ned på Blokhus Strand, som det har været en tradition siden 2009.

De flot uniformerede kanonerer marcherer fra Blokhus Centret på Torvet ned mod stranden, hvor kanonen, glade gæster, turister og lokale står klar. Og Blokhus kanonen fyres af – også selvom det sommetider er flere timer inden den ”rigtige” solnedgang. 

Lørdag d. 16. august kl. 20.45 lader Blokhus Kanonlaug den over 200 år gamle originale skibskanon for sidste gang denne sommer, og fyrer den af med et ordentligt brag.

– Sommeren har været helt fantastisk. Der har været hundredevis af mennesker hver aften, og vi er glade for den store opbakning til Blokhus Kanonlaug, fortæller krudtmester Michael Krause, på vegne af kanonererne.

Næste gang kanonen med sikkerhed vil blive fyret af er nytårsdag (2015) kl. 13, hvor Kanonlauget har tradition for at byde det nye år velkommen med en salut og et glas champagne til de fremmødte gæster på Blokhus Torv. Formodentlig vil der inden da være andre markante begivenheder i Blokhus, der skal fejres med en salut.

Fakta:

Blokhus kanonen stammer oprindeligt fra det engelske skib The Cresent, som skulle have deltaget i terrorbombningen af København i 1807. Desværre for Englænderne gik skibet på grund i Jammerbugten og nåede aldrig sin destination. Kanonen har levet en omskiftelig tilværelse, og har blandt andet været nedgravet i klitterne i 1864, således at preusserne ikke skulle finde kanonen.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events