Der venter hyggelige sommeroplevelser i handelsbyen Brovst hver torsdag fra 3. juli og frem til 31. juli. Hele dagen kan både lokale og feriegæster nyde et varieret program fyldt med historie, sommerstemning og shopping.

Levende herregårdshistorie
Fra kl. 10.00 til 13.00 åbner Herregården Bratskov dørene til en historisk rejse. Den smukke gamle bindingsværksbygning og parkhaven danner rammen, når omkring 65 engagerede frivillige, udklædte i autentiske dragter, puster liv i herregårdslivet.
Oplev smeden arbejde ved essen, skomageren ved sit værksted, kurvefletning og den gamle skolestue med lærerinderne. Besøg vaskekonerne og tag en pause med kaffe og hjemmebag under parasollerne i den brostensbelagte gård. De lokale herregårdsfruer svinger gerne kaffekanderne og den hyggelige stemning breder sig på herregården. Gå en tur i den smukke herregårdspark eller nyd stemningen indenfor i de gamle stuer, hvor du kan få en snert af historiens vingesus.

Gode tilbud og sommerstemning
Stemningen i Jernbanegade, hvor butikkerne byder på masser af muligheder for shopping. I byens gader kan man gøre en god handel eller måske slå sig ned foran specialforretningen Hr. Nielsens specialiteter, hvor der er mulighed for at nyde en kold øl, vand eller et glas vin.

Noget for børn og gode tilbud
Børnene kan glæde sig til en tur med det lille bytog Brovst Fut, der kører gratis rundt i byens gader. Samtidig står forretningerne klar med gode sommertilbud, lover Bo Kølby Nielsen, formand for Brovst Handelsforening.
Levendegørelse af Herregården Bratskov og aktiviteterne i Jernbanegade foregår hver torsdag fra 3. juli til og med 31. juli.