Arrangørerne Erhvervsforeningen Destination Blokhus og Iscafeen Blokhus glæder sig over at lanceringen af den nye aktivitet “Spark Dæk: Bil- og Motorcykeltræf på Blokhus Torv” blev en succes og tiltrak mange deltagere.
Første gang det blev afholdt var onsdag den 24. maj, og herefter gentages det alle onsdage i ulige uger frem til og med den 13. september.
Arrangementet starter altid kl. 18.30 og slutter kl. 20.30.
Bil- og motorcykelentusiaster får mulighed for at samles og dele deres passion for blankpolerede biler og motorcykler, brummende motorer og masser af hestekræfter.
Begge arrangører har været begejstrede for at invitere bilerne tilbage til Blokhus Torv.
-Der har været stor efterspørgsel på at genoptage de populære bil-onsdage, og vi ser frem til at give deltagerne en aften, hvor de kan sparke dæk og hygge sig med andre entusiaster”, udtaler Jannie Ratke, eventansvarlig i Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Som noget nyt i år har arrangørerne også valgt at invitere motorcykelentusiaster, da de er blevet opmærksomme på, at mange “bikere” også elsker at besøge Blokhus.
-Overordnet set er vi meget tilfredse med, at så mange har taget imod vores tilbud om at sparke dæk i Blokhus igen.
Omkring 30 biler deltog i arrangementet, og de tog opstilling på torvet sammen med en gruppe motorcykler, som var med for første gang. Herefter gik snakken lystigt, og der bredte sig en hyggelig stemning. Alle maskiner og biler var centrum for den fælles passion og blev skiftevis betragtet med beundrende blikke inden deltagerne efter et par timer igen gik hver til sit og kunne sige på gensyn.
Ingen tilmelding nødvendig
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd. Du skal blot møde op og være klar til at sparke dæk sammen med andre elskere af biler og motorcykler, fortæller Jannie Ratke fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Alle køretøjer, uanset mærke, model eller årgang opfordres til at deltage, så det er bare med at hoppe i køredragten og starte motoren. Det er en aften fyldt med gode oplevelser og uforglemmelige minder for alle deltagere, afslutter arrangørerne.