Tekst: Lotte Kande – Foto: PGU
Området nord for Aalborgvej mellem Hune og Blokhus er helt perfekt til denne type løb, og ”Hundeskoven” samt grusgraven bag Hune Kirke blev løbet godt og grundigt igennem.
Blanding af debutanter i trailløb, og erfarne trailløbere
250 friske løbere havde taget udfordringen op, og brugte lørdagen på at brænde 1000-vis af kalorier af. Der blev løbet rundeløb på en 5,3km afvekslende rute med små hyggelige skovstier, skrappe sandbakker og flot natur. Der blev løbet mellem 1 – 4 runder. De 100 af løberne gennemførte 4 runder, og løb dermed halvmarathon. Deltagerne var en blanding af debutanter i trailløb, og erfarne trailløbere.
God stemning hele vejen
Stemningen i start- og målområdet var helt i top. Løberen fra Aalborg var til stede, og stillede trailsko til rådighed for de løbere, som ikke selv endnu selv havde sådanne i samlingen. Der blev hygget omkring de veludstyrede depoter, og alle løberne kunne efter løbet med god samvittighed nyde en dejlig grillpølse, med medaljen om halsen.
Trætte ben og gode løbeoplevelser
-De mange positive tilkendegivelser fra deltagerne gør, at vi allerede glæder os til næste års udgave af løbet. Det er altid en fornøjelse, at arrangere løb når klubbens medlemmer bakker op og udfører så flot et stykke frivilligt arbejde, udtaler Peter Sigen, PGU Runners og fortsætter – Det er lækkert, at så mange løbere udefra bakker op om løbet. Og intet er bedre end at kunne give dem trætte ben og en god løbeoplevelse med hjem, afslutter han.