Blokhus Avis har foretaget en rundspørge blandt centrale aktører i overnatningssektoren i forlængelsen af påskedagene, der traditionelt både er en festlig og god optakt til den kommende sommersæson. Påsken i år er ingen undtagelse. Fra alle de adspurgte lyder der særdeles optimistiske udmeldinger om aktivitetsniveauet i påskehelligdagene. Over en bred front kan man i branchen mærke en opsparet lyst og behov for at komme ud og opleve ferielandet efter et par år, hvor alle aktiviteter var hæmmet af corona-epidemien.
Blokhus Feriecenter
Centerchef Inge Valbirk oplyser, at mens der i tiden umiddelbart før påske var ledige pladser, så har alt været totalt booket i selve påskehelligdagene. Ikke mindst det noget ustadige påskevejr har givet stor travlhed og aktivitet i såvel badelandet som fitnesscentret, lyder meldingen. Alt i alt kan hun konkludere, at der har været rigtig god aktivitet og masser af folk i byen, herunder altså også overnattende gæster på Blokhus Feriecenter samt flittige brugere af feriecenterets faciliteter.
Jambo Feriepark
Fra Jambo Feriepark lyder der glade og optimistiske toner. Assisterende bestyrer Morten Mathiesen glæder sig både over mængden af fastliggere, som er status quo i forhold til sidste år og selv om påsken, utvivlsomt fordi den i år falder meget tidligt, har været en anelse mindre besøgsmæssigt, så er han meget tilfreds overordnet set. Intet tyder på tilbagegang hverken hos Jambo Feriepark eller i campingbranchen i bred almindelighed, lyder hans vurdering. Faktisk har det aldrig gået så godt som i tiden efter Corona, og aldrig har så mange danskere haft en campingvogn, siger han. Camping er en ferieform, der tiltaler et bredere og bredere publikum fra både ind- og udland, og hos Jambo Feriepark har man attraktive faciliteter at tilbyde gæsterne, ligesom der er planer på tegnebrættet for yderligere tiltag i tiden fremover.
Feriepartner
Trine, der er bureauleder hos Feriepartner, karakteriserer påsken som rigtig god, men i lighed med andre aktører i branchen har det haft en perifér betydning, at den i år er faldet meget tidligt. – Det er imidlertid meget opløftende, at aktivitetsniveauet fuldt ud har været på højde med det, som vi plejer. Skuldersæsonen i april, maj og juni viser en klart opadgående kurve i forhåndsbookinger og i højsæsonen uge 28, 29, 30 og 31, forventer vi helt klart at kunne melde alt udsolgt. Det peger rigtig mange forhåndsbookinger hen på, lyder det fra bureaulederen hos Feriepartner.
Novasol
Berit Bøjstrup fra Novasol melder om stor travlhed i og omkring påskehelligdagene. Hun betegner således påskeudlejningen som tilfredsstillende. – Når det gælder bookinger til sommerperioden, så er der en markant stigende interesse for at holde sommerferie i Danmark, fortælle Berit Bøjstrup – og vi har da også justeret priserne, der gør det endnu mere attraktivt, tilføjer hun. Det samme gælder rengøringspriserne med henblik på at endnu flere lejere til at bestille slutrengøring, hvilket er med til at kvalitetsoptimere vores produkt, lyder det fra Berit Bøjstrup. Hun tilføjer i den forbindelse, at der i den sammenhæng bliver behov for mere rengøringspersonale, så der er flere lokale jobs på vej på den front.
Sol og Strand
-Det har været en fin påske, og vi tror på en fortsat god sæson i 2024, oplyser Per Dam fra Sol og Strand. Han konstaterer en vækst, både når det gælder danske, tyske og hollandske kunder. Norge er også ved at komme med igen, men grundet den norske kronekurs vil det kræve noget tid at komme op på tidligere tiders niveau, er vurderingen fra Per Dam. Og så mærker man tydeligt ifølge Per Dam, at isæt tyskerne, men også i nogen grad danskerne, booker tættere på deres ankomst end tidligere, typisk 4-6 uger før ankomst. Men mønstret med større efterspørgsel i højsæsonen, end der er udbud, gælder fremdeles. Derfor forventer Sol og Strand også i år på en rigtig god sæson og så glæder Per Dam sig i øvrigt over en rekordstor kundetilfredshed.
Rekorder slået i Blokhus by
Også påsken i Blokhus by har slået rekord i antallet af gæster, hvor biler holdte i kø for at komme ind til feriebyen.
Et stort aktivitetsprogram med masser af underholdning for børn og voksne lokkede gæsterne til byen og erhvervet herunder butikker og restauranter kunne efterfølgende melde om ualmindelig stor travlhed og omsætningsrekorder.