Svamperisotto med danske svampe som Karl Johan og kantarel er en glimrende grund til at tage på svampetur i Nordjyllands smukke natur. Her får du vores guide til den gode svampetur.
Spisesvampe er i høj kurs i en tid, hvor det er blevet moderne at lave maden fra bunden, og der er da også kun gode grunde til at tage på svampetur. Det er en dejlig aktivitet for hele familien, og det giver ikke bare motion, frisk luft og natur på nært hold, men også kantareller, Karl Johanner og champignoner, der med en god opskrift kan blive til en dejlig svamperisotto. Men inden du går på jagt efter svampe til din risotto, er det en god ting med en smule forberedelse, og derfor har vi lavet denne guide.
Hvor finder man svampe?
Svampe, og i særdeleshed dem du kan spise, finder du i skoven, hvor de har de bedste vilkår. I de privatejede skove må du ikke gå uden for veje og stier, hvor de bedste svampesteder findes, så det er bedst at benytte de statsejede skove til svampeture, hvor dette er tilladt.
Hvad skal jeg medbringe på svampeturen?
Før du tager afsted på svampetur, er det en god idé at have udstyret i orden. Et godt svampekit består af:
Svampekurv – så dine kantareller og Karl Johan-svampe ikke bliver mast eller smattede på turen. I en fugtig plasticpose vil svampene let gå i forrådnelse og danne giftige dampe.
Svampekniv – en lille skarp kniv til at skære dele fra, hvor orme og snegle har spist, eller dele svampen, hvis man mistænker, at der kan være orm i.
Svampebog – til bestemmelse af svampearter og genrelle råd på svampeturen. Supplér evt. med folderen "Ka' de spises".
Børste – til at fjerne jord fra svampene.
Et kort – så du kan kortlægge de gode svampesteder, for der er formentlig også mange svampe der året efter.
Da der findes omkring 3.000 forskellige svampearter i Danmark, kan være svært at artsbestemme svampe for selv garvede kendere. Derfor er det en rigtig god idé at medbringe en svampebog (evt. suppleret med folderen "Ka' de spises"), og er det første gang, du skal afsted, kan det være en god idé at tage på en guidet svampetur.
Læs meget mere om de forskellige svampe her: http://www.visitnordjylland.dk/svampetur