En ristet med det hele. Udover sved på panden, så er det hvad man kan få helt gratis når Jambo Feriepark ved Saltum inviterer til noget så særligt som et Pølseløb lørdag den 6. september kl. 10.00.
Alle de velmenende kostråd er skudt til hjørne denne lørdag. I stedet handler det om slippe den dårlige samvittighed og have det sjovt.
Og selvom Jambo Feriepark er en campingplads, som gør det ypperste for at forkæle deres gæster, så har de besluttet sig for at arrangere en begivenhed, som også er målrettet dem, der ikke holder ferie på pladsen.
-Løbet er for alle – uanset om du bor på pladsen eller bare har lyst til en sjov og anderledes oplevelse, fortæller de.
Og uagtet det er et løb, så er der ikke krav om løbeerfaring eller særlig udholdenhed:
-Deltagerne kan vælge mellem tre ruter på henholdsvis 3, 5 eller 10 kilometer i det tempo de foretrækker, så både motionister, familier og hyggeløbere kan være med, uddyber Jambo Feriepark.
Men det er ikke kun farten, der tæller. I mål venter en ganske særlig belønning. Deltagerne får både en medalje, god stemning og hotdogs ad libitum. Ja, du læste rigtigt. I pølseløbet kan du løbe dig sulten og efterfølgende spise dig mæt. Der er ingen panderynker over at løbe for pølsernes skyld.
Ferieparken opfordrer alle til at være med. De ser frem til at fylde stierne med glade løbere, smil og masser af energi. Pølseløbet handler i lige så høj grad om fællesskab og hygge, som at lave motion.
Prisen for deltagelse er 150 kroner pr. person, og i den pris er både inkluderet medalje, løb og ubegrænset antal hotdogs. Tilmelding sker i campingpladsens information.
Tag familien, vennerne eller kollegaerne under armen og vær med til en unik løbetur incl. forplejning, der ikke bare giver sved på panden, men også smil på læben og pølser på tallerkenen.
Velbekomme.
Jambo Feriepark hører hjemme på Solvejen 60, 9493 Saltum