Ikke færre end 27 børn fra henholdsvis Brovst, Fjerritslev, Aabybro og Pandrup, har takket ja til at deltage i Team Ønskeland 2022.
På træningslejr
Team Ønskeland har nu trænet to gange om ugen i cirka 4 uge, og træningen kulminerede foreløbig med børnenes første træningslejr i Ønskeland.
Team Ønskeland blev allerede på første dagen udfordret på en langdistance tur på 42 kilometer, og på 2. dagen var udfordringen fart og udholdenhed med et 2,5 km omgangsløb. Det klarede alle børnene så flot.
Et fællesskab
Alt omhandlede dog ikke cykling, men også at opbygge et fællesskab mellem børnene.
Der blev hygget i svømmehallen, hoppet på trampolin, lavet bål og nye venskaber opstod.
Den store cykeltur
Selvom børnene alle kommer med hver deres udfordringer, er alle cyklet ind i fællesskabet sammen, med stor opbakning fra Team Ønskelands frivillige trænere, som fortæller, at det er fantastisk at se, hvordan børnene flytter sig personligt fra vores opstartsmøde og frem til nu.
Det er med stor spænding og glæde, trænerne og de frivillige følger verdens sejeste cykelholds træning og udvikling frem mod cykelturen til København i slutningen af juni.




