Jeg ved ikke hvorfor, og dog, men jeg kom til at tænke på den legendariske, nu afdøde danske sanger John Mogensen. Et af hans hits lød bl.a. sådan her: ”Jeg sidder på et værtshus, nær ved Gammel Strand”. Det gør jeg ikke. Jeg sidder på en bænk ved et bord på Thorupstrand, som er en del af den udendørs del af Thorupstrand Fiskehus. Så jeg er ikke i et storbymiljø, heller ikke på et brunt værtshus, men midt i et stykke autentisk nordvestjysk natur, der oser af kulturhistorie. Og jeg sidder her heller ikke alene længere, men har fået selskab af Janni Olesen, en af forpagterne af fiskehuset, som har medbragt to mineralvand i det dejlige solskin over et blåt Vesterhav – i dag i vindstille vejr og derfor helt uden bølger.
Thorupstrands historie går tilbage til vikingetiden
Det nuværende Thorupstrand Fiskehus har en historie, som går tilbage til 2019. Men det er kun en meget lille del af en meget lang historie. Som Janni med et levende engagement i blikket fortæller mig, så går historien vedrørende Thorupstrand som landingsplads for fisk helt tilbage til vikingetiden. Dengang var det hovedsageligt sild, der blev landet. I dag er det primært rødspætter og torsk.
På stranden ser man, når de ikke er på havet, de karakteristiske lyseblå fiskekuttere, som forsyner Thorupstrand Fiskehus med friskfanget fisk. Der er tale om små kuttere, som fanger med skånsomme redskaber. Kutterne er såkaldt klinkbyggede både, bygget efter samme princip som fortidens vikingeskibe. Det betyder, at der er tale om lette fartøjer, og selve byggemetoden er faktisk lige kommet på Unescos verdensarvsliste, fortæller Janni Olesen, som har forpagtet fiskehuset sammen med Janet Anisimow. I øvrigt arrangeres der en kutterfestival 7. september i år, som er et heldagsevent med livemusik, børneunderholdning, råvaremarked, fiskeri og meget mere.
Et velfungerende andelsforetagende
Driftsmæssigt er fiskeriet i Thorupstrand at sammenligne med et andelsmejeri, fortæller Janni Olesen. Blot er der her tale om fisk i stedet for mejeriprodukter. Der står nemlig et fællesskab bag huset, hvor fiskerne udgør ejerskabet. En del af omsætningen fra Thorupstrand Fiskehus går derfor til fællesskabet, og det hele fungerer bare, som det skal. Fiskehuset aftager de friskfangede fisk fra kutterne og kniber det, så suppleres der med leverancer fra Hanstholm, forklarer Janni Olesen.
Respekt for historien
Thorupstrand Fiskehus fungerer i respekt for historien. Derfor er der tale om skånsomt fanget fisk, et enkelt køkken med simple fiskeretter og lokale specialiteter. Det er et lille sted vestpå, men stort på sin helt egen måde. Og så kan man spise inde, ude eller hjemme – alt efter behov og ønske.
Sprællevende nutid og en kulturhistorisk perle
Tilbage til bordene og bænkene direkte ned til stranden og Vesterhavets kuttere, som leverer friske fisk til fiskehusets gæster. Her er der ved at blive etableret en lille strandbar, Revlen. Den er bygget af fiskekasser, træpaller og drivtømmer fra havet, så mere maritimt og autentisk kan det ikke blive. Som Janni Olesen siger med ægte ydmyghed over for historien i stemmen – Vi står på skuldrene af andre, og det forpligter. Thorupstrand er sprællevende nutid, og det er samtidig en kulturhistorisk perle.