Jens Hjarsbæk Hessellund har drevet skoventreprenørvirksomhed siden 2013. Bag det hårde fysiske arbejde gemmer sig en mand med et stort engagement i både mennesker, dyr og natur.
Jens Hjarsbæk Hessellund er vokset op med træer og natur. I dag driver den 51-årige skovmand sin egen skoventreprenørvirksomhed fra hjemmet på Øland, hvor opgaverne blandt andet består af træfældning, beskæring, naturpleje og rydning af invasive arter som f.eks. gyvel og hybenroser.
– Mange husejere og grundejerforeninger har brug for hjælp til det grove arbejde i forhold til bekæmpelse af invasive arter der spreder sig. At få sollyset tilbage ved morgenkaffen eller ned i roséen om aftenen, fortæller Jens.
Firmaet har kunder over hele Danmark. Flere gange om året går turen til Sjælland, mens der især om sommeren er mange opgaver hos sommerhusejere i Blokhus-området. Derudover har Jens en fast kundekreds i hele Nordjylland.
Arbejdet med træ ligger dybt i ham. Jens er søn af Rasmus Rasmussen, der var den sidste klitplantør i Danmark og passede 1.700 hektar skov i Tranum Klitplantage og langs Vesterhavet.
– Jeg har fulgt min far hver dag og fået det ind med modermælken. Hvis man skærer hul i mig, flyder der garanteret harpiks ud, siger Jens med et grin.
Han blev udlært hos Naturstyrelsen i 1999 og arbejdede efterfølgende på Oxholm Gods, inden han i 2013 blev selvstændig på fuld tid.
– Jeg kan ikke se mig i andet. Jeg nyder at være ude hele tiden, møde forskellige mennesker og få det adrenalinkick, når vi fælder et stort træ uden at ramme huset ved siden af. Jeg gør det ikke for pengenes skyld, men har bare en fascination af naturen. Jeg får god energi af det og kan overføre den til andre i min relation til dem.
For bag det fysisk krævende og til tider maskuline skovarbejde gemmer der sig et blødt hjerte.
Jens har ofte socialt udsatte borgere med ud i praktik, og her oplever de at arbejde i en ramme, hvor der ikke er ”kasser”, de nødvendigvis skal passe ned i.
I virksomheden er der lige nu en deltidsmedarbejder, som har fundet sin plads på arbejdsmarkedet og trives. Og det betyder noget for ham, mærker man tydeligt:
– Jeg synes, det giver mig god energi at kunne hjælpe andre og investere den tid i det som det kræver, når man ser, hvordan de blomstrer.
Også privat fylder ønsket om at gøre en forskel for andre. Sammen med hustruen Birgitte er Jens plejefamilie for en pige, og parret driver sideløbende en besøgsgård på Øland. Birgitte er uddannet hesteterapeut, og gårdens heste, alpakaer, får, hunde, kaniner og rådyr indgår bl.a. i arbejdet med mennesker, der har brug for noget særligt.
Lige nu besøges gården blandt andet af børn fra Ønskeland og beboere fra Ølandshus, men den er også åben for andre interesserede.
Her mødes skovmandens to sider. Den hårde og fysiske side, der fælder træer og rydder natur og den bløde side, der gerne vil give mennesker og dyr plads til at trives.




