Til trods for en lidt sløj sommer,
har vejret artet sig til de mange gratis og populære koncerter på Torvet i Blokhus – som har været en stor succes. Tekst: Louise Kande – Foto: Poul Nymark Foto
Alle torsdagene fra den 7. juli til og med den 11. august har der været fyldt med underholdning på Blokhus Torv, hvor en række kendte danske kunstnere har givet koncert kl. 20.30. I dagtimerne var hver uge hyggeligt Torvemarked fra kl. 10.00 – 15.00, hvor man kunne handle en masse lækre lokale råvarer fra området. Desuden var der forskellige former for underholdning – heriblandt børnelege, internationalt marked, anderæs og karavaner fra bl.a. Fårup Sommerland.
Det var nogle spændte arrangører, der sendte Henning Stærk på scenen d. 7. juli til den første torsdagskoncert på Torvet, og nogle glade arrangører der sendte Lune Carlsen på scenen i skønt vejr d. 14. juli. – Selvom meteorologerne hele tiden havde lovet dårligt vejr eller sommer i 2016, skinnede solen faktisk altid i Blokhus! Vejret har faktisk været ganske fint og der har været en enorm og fantastisk opbakning til vores arrangementer, fortæller Peter Dahl, som har været medarrangør på de mange torsdagsarrangementer.
Erhvervsforeningen Destination Blokhus
Erhvervsforeningen Destination Blokhus stod bag de mange koncerter, efter TV2Nord havde fravalgt at filme fra Blokhus. Den heraf nedsatte Torvegruppe havde således sammensat et program, der i omfang og alsidighed måske har overgået tidligere års tilbud. – Vi har gjort vores bedste, for at gøre det til en folkefest hver uge på Torvet – og det har sponsorer som LO Jammerbugt jo virkelig også været medvirkende til, fortæller Karl Korfits.
Blokhus – en by fuld af musik
Erhvervsforeningen Destination Blokhus havde igen i år også flere koncerter på Torvet – udover de traditionelle torsdagskoncerter; heriblandt Safariband, Søren Kålund og Kometerne, The Irish Waterfalls, ”De Gyldne Sange” og ”Romhandleren”.