De bygninger, der senest har været anvendt til Ukrainske flygtninge og tidligere har været anvendt til asylcenter i Tranum, er nu sat til salg og sendt i udbud.
Ejendommen, der er på 8 hektar, er beliggende på Vestkystvejen 78, ca. 1,5 km nord for Tranum by, tæt på Fosdalen og ca. 3,5 km. fra Vesterhavet. Stedet rummer 22 bygninger, opdelt på en række beboelsesejendomme, administrations- og fællesbygninger samt lager.
Tidligere har der været en idé fremme om etablering af en efterskole på stedet, men det projekt er nu skrinlagt. Det oplyser Steen Albrechtsen, konsulent hos Jammerbugt Kommune.
Derfor har kommunalbestyrelsen nu besluttet, at stedet skal sælges.
Ønskescenarier
Steen Albrechtsen forklarer videre, at den eksisterende lokalplan åbner op for den mulighed at udstykke arealet til sommerhuse. Grunde der eksempelvis etableres i en størrelse på 1500 – 2000 m2. Men kommunalbestyrelsen er også åbne for andre ideer. Det kan f.eks. være vandrehjem, skole eller opholdssteder.
-Der er jo en stor bygningsmæssig kapacitet, siger han og sammen med det store udenoms areal, der endnu ikke er bebygget så synes vi, at der er mange muligheder, siger Steen Albrechtsen.
Potentielle budgivere skal dog være opmærksomme på, at Jammerbugt Kommune i denne situation ikke er forpligtet til at sælge til højestbydende, og der er reelt set heller ikke nogen mindstepris.
Buddet skal være afgivet senest 8. maj kl. 8.00 pr. brev eller på mail: raadhus@jammerbugt.dk mærket ”Bud – Vestkystvejen 78, Tranum”.
Der kan læses mere om stedet i udbudsmaterialet.