Tekst og foto: Presse

Hele seks koncerter er i vente inden jul på Jammerbugt Kulturcenter og allerede nu på fredag indtager trioen Everybody’s Talking koncertsalen med deres sublime guitarspil, uovertrufne vokalarbejde og venskabelige mundhuggerier. Ugen afrundes med en hyggelig søndagsmatiné, hvor kvartetten Eight Days A Week leverer lækre Beatles-fortolkninger til kaffebordet.

To rutinerede musikere, venner og naboer kigger forbi

Efter mere end 20 år som gode venner, naboer og musikalske fortrolige kigger Ester Brohus & Knud Møller forbi torsdag 17. november med deres længe ventede duo-turné. Knud og Ester har haft et utal af projekter, rejser og musikalske arrangementer igennem tiden. -Knud er ikke bare en nabo. Vi har et solidt venskab, og det er altid ham jeg kører over til, når jeg har lavet noget nyt musik. Vi har ofte talt om at tage af sted sammen, og nu skal det være. Det glæder vi os til, lyder det fra Ester Brohus. Repertoiret denne aften bliver nogle af Esters nye sange, ældre hits, favoritterne og numrene med den gode historie. Alt sammen akkompagneret med Knud Møllers fantastiske guitarspil.

Koncertsæsonen afrundes med tre forskellige bud på, hvordan en rigtig julekoncert skal lyde

Julie Berthelsen indleder torsdag 24. november med den intime og smukke vokalbaserede koncert ”Nordstjerne” akkompagneret af hendes dejlige orkester og dygtige korsanger. 

Julie synger julen ind med noget gammelt og velkendt, fortolket på en ny måde, samt nogle mindre kendte- men helt særligt smukke julesange så mam virkelig kan mærke julestemningen og varmen omkring julen fra Danmark, Grønland og resten af verden. 

Fredagen efter byder Jammerbugt Kulturcenter, traditionen tro, på endnu en forrygende julekoncert når irske Johnny Logan endnu engang erobrer salen med sit store og veloplagte orkester, Friends. Det er ikke alle sangere man kan kalde ‘exceptionelle’. Men det kan man roligt kalde Johnny Logan, der hver gang han træder op på en scene stadigt beviser, at han er en kunstner, der giver sig fuldt ud over for sit publikum.

Søndag 11. december inviterer Jane & Shane på en hjertevarm julematiné med nye og traditionelle julesange fra Irland, England og Skandinavien og kulturcenteret sælger, traditionen tro denne julesøndag, også gløgg og æbleskiver i pausen.
Jane & Shane har denne søndag håndplukket en række gamle og nye irske sange og fortæller desuden muntre irske juletraditioner og røverhistorier. De keltiske julesange og engelske ”Christmas carols” blandes med nordiske jule-valse og de danske favoritter er naturligvis også med, når violin- virtuosen Jane møder Shanes guitar, bodrán og stemme. Og resultatet? Et uimodståeligt ”Christmas- blend”.

Der er i skrivende stund stadigt få billetter tilbage til alle arrangementer, men du skal nok ikke vente for længe med at sikre dig billetten til netop din favorit.

Køb din billet her 

Læs om fantastiske oplevelser og events