Hune:
Hune Kirkes sommerkoncerter afsluttes med jazz den 14. august
Tekst: Lars Bisgaard – Foto: Pressefoto
De to danske jazzmusikere, jazzpianisten Niels Andersson og bassisten Hugo Rasmussen, lægger op til en forrygende oplevelse med blues, jazz og gospel, når de sammen med den zimbabwianske soul- og jazz-vokal, Miriam Mandipira runder Hune Kirkes Sommerkoncerter 2014 af.
Miriam Mandipira er født og opvokset i Zimbabwe, hvor hun optrådte i mere end 10 år som professionel sanger inden for soul, jazz og R&B.
Hugo Rasmussen skulle have været smed ligesom sin far – og fik også uddannelsen, men ville hellere være musiker og det har man kunnet mærke i hans tilgang til musikken, som er lidt håndværkeragtig. Han har spillet med bla Fuzzy, Jesper Thilo, Niels Jørgen Steen, Trille, Alex Riel.
Der er både jazz, blues, boogie og klassisk på pianisten Niels Anderssons repertoire, og for ham handler musikken mere om energien i det, han spiller, end hvad det er for en slags musik.
Han kan både trykke den af og vise sine mere følsomme sider, hvilket han har gjort i utallige sammenhænge i sin tid, bl.a. med bluesbandet Blue Box Band, med Lone Kellerman, i diverse jazz-bands og gospel-kor.
Niels Andersson Trio starter koncerten i Hune Kirke kl. 19.30