Nyheder
imported

Try Out-Door i påsken i Slettestrand

Ikke mindre end 30 gratis forslag til outdooroplevelser er der lagt op til, når Slettestrand langfredag 15. april fra klokken 9.00 lægger ramme til en dag med masser af aktivitet.

Tekst og foto: Presse

Dagen byder både på adrenalinfremkaldende action og adventure samt hygge og stille nydelse af naturen på programmet.

Dermed er der også lagt op til en debut med historisk stort program, fortæller eventkoordinator, Jette Haugaard Grønhøj fra VisitJammerbugten, der sammen med Destination Svinkløv/Slettestrand-Thorupstrand og Destination Nordvestkysten står bag programmet.

Med er også en langt række lokale outdooraktører, der alle har lagt sig i selen for at præsentere perfekte ”smagsprøver” på, hvad Slettestrands alsidige natur kan byde på.

Programmets 30 punkter taler da også for sig selv:

”Start dagen med et morgendyp i havet efterfulgt af sauna på stranden. Giv den max gas på en Puch Maxi-tur. Find din indre Robin Hood i BowBattle og bueskydning. Kør med på guidet MTB-tur på nogle af Danmarks bedste spor. Løb en tur på den 5 km lange trailrute. Få røde kinder og et godt grin på en tandemtur. Slap af og nyd synet, når faldskærmsspringerne daler ned fra himlen. Prøv banen med fodboldgolf eller tag en tur i den vilde natur på segway. Snit noget sejt i Vildmarks-Jons snitteværksted. Fang din egen fisk fra stranden. Kom med på en af de mange vandreture med vidt forskellige guider. Vær med til hyggelige bålaktiviteter. Test dine klatreevner på balancepælen. Saml hele familien og gå på skattejagt. Udfold dine kreative evner i Vildmarkstipien. Slap af til en gang yoga efterfulgt af aromagus. Slut dagen med en stemningsfuld mørkevandring.”

Men der er også mulighed for at være med i et mindre hæsblæsende tempo, understreger arrangørerne.

”Hvis du hellere vil sidde på toppen af en klit og nyde din mad, sørger spisestederne for, at der er noget hurtigt og lækkert, du kan tage med. Du kan også spise din egen røgede fisk på vildmarksmanér i Vildmarks-Jons tipi, bage snobrød med Aalborg Outdoor eller lave pandekager over bål og grill-selv-hotdogs ved Feriecenter Slettestrand, ” fortæller Jette Haugaard Grønhøj.

En røvfuld måder at bruge naturen på

En af de lokale outdoor-aktører, der deltager, er Jon Lindberg, der ikke er i tvivl om, at arrangementet ikke bare sætter Slettestrand på radaren hos deltagere i alle aldre. Det er også med til at sætte naturen forrest i folks bevidsthed.

Jon Lindberg - Alene i Vildmarken

Han er indehaver af Vildmarkscentret og en af de lokale aktører, der stiller op.

“Vi vil vise en røvfuld af de mange måder, du kan bruge naturen på og forhåbentlig inspirere folk til at komme endnu mere ud,” fortæller Jon Lindberg, som også er kendt som Vildmarks-Jon efter han vandt tv-programmet “Alene i Vildmarken.”

Hos VisitJammerbugten er det lige før, at Jette Haugaard Grønhøj synes, at området sælger sig selv.

“Slettestrand kan jo det hele. Her er uberørt natur med både strand, eng, å og skov. Samtidig har vi en håndfuld hoteller med gode restauranter, en café og en købmand, så der er fine muligheder for både at spise og overnatte her,” siger hun.

> Se program for Påske 2022 i Slettestrand

 

Læs om fantastiske oplevelser og events