Danske sommerhuse ser i år ud til at være rammen om markant flere danskeres sommerferie end normalt.
Således har danskere allerede forud-booket rundt regnet 75.000 hus-uger i danske feriehuse i juli måned 2021.
Det er 125 pct. mere, end hvad der var forud-booket for den kommende juli måned i sommeren 2019 – før Covid-19 ramte landet.
Udvikling fortsætter
Hus-uger er et mål for, hvor mange hele uger på syv dage et sommerhus har været udlejet til en gæst.
– Antallet af danske forud-bookinger i sommerferien tog sit første store ryk opad i sommeren 2020, forklarer specialkonsulent i Danmarks Statistik Paul Lubson.
– Sommeren 2021 fortsætter denne trend og lægger lidt til med en stigning på 2 pct. sammenlignet med det hidtidige rekordår 2020.
Danskeres forud-bookinger af feriehuse i juli måned:
Antallet af danskere som valgte at bruge sommerferien i et dansk sommerhus, har siden 2015 været faldende, hvor udlejninger til danskere i juli toppede med 44.000 udlejede hus-uger.
Dette antal faldt i årene herefter og landede på ca. 40.000 udlejede hus-uger i 2019, som er det seneste hele år, hvor Covid-19 ikke påvirker ferieplanlægningen og dermed statistikken. Det svarer til et fald på 9 pct.
Dermed går juli måned imod den generelle trend på udlejningsmarkedet for sommerhuse, hvor antallet af hus-uger købt af danskere i årets øvrige måneder, har været stigende i en lang årrække.
– Danskeres forud-bookinger i juli accelerer dog kraftig efter Covid-19’s indtog i 2020. Her fordobledes antallet af udlejede hus-uger, når man sammenligner juli 2019 med juli 2020,” forklarer specialkonsulent Paul Lubson.
– Covid-19 har altså bremset en trend, som for juli måneds vedkommende siden 2015 år efter år har været svagt nedadgående.