Nyheder
imported

Udvikling: Endnu flere parkeringsmuligheder i Blokhus

Erhvervsforeningen Destination Blokhus har de sidste år arbejdet hårdt for at få skabt flere permanente og centrale parkeringsmuligheder i Blokhus. Parkeringskælder eller –hus kan blive en fornuftig løsning.

Udvikling:

Endnu flere parkeringsmuligheder i Blokhus

Erhvervsforeningen Destination Blokhus har de sidste år arbejdet hårdt for at få skabt flere permanente og centrale parkeringsmuligheder i Blokhus.  Parkeringskælder eller –hus kan blive en fornuftig løsning.  

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

Blokhus som destination har de seneste år oplevet markant vækst – dels i antallet af turister, endagsbesøgende og i forhold til indbyggere. Dette har medført flere byggeprojekter centralt i Blokhus, hvilket har givet anledning til at tænke i nye parkeringsmuligheder for de mange besøgende.

Vi var på forkant

På vegne af Samrådet Destination Blokhus, gjorde John Andersen i oktober 2014 kommunen opmærksom på nogle af de mest forestående udfordringer for Blokhus bycentrum generelt i forhold til centralt placerede p-pladser.

– Det er naturligvis rigtig dejligt med den positive vækst med de forskellige nye bebyggelser som fra flere sider nu er på vej, men det løser desværre ikke umiddelbart de udfordringer der kan komme med p-pladserne i fremtiden, og derfor har vi i samrådet såvel Erhvervsforeningen hele tiden arbejdet aktivt for at finde nogle gode løsninger på parkering centralt i Blokhus, fortæller John Andersen.

Samrådet gjorde opmærksom på følgende forhold (citat indsat ordret jf. mailen til kommunen i oktober 2014):

Ved igangsætning af nye bebyggelser på alle de sidste centrale pladser og grunde i byens nære centrum, hvor der i dag er etableret – eller hvor der med fordel kunne etableres nye p-pladser – forsvinder en meget stor del af disse p-muligheder. Naturligvis sker der samtidig en indbetaling af betydelige erstatningssummer herfor til den kommunale p-fond jfr. p-norm og regulativ. Men, indbetaling til en kommunal p-fond medfører selvsagt ikke umiddelbart nye centralt beliggende p-pladser til erstatning for de gamle fjernede p-pladser. Selvom der måske kunne etableres flere nye p-pladser på Mølleplads, så er disse jo ikke særlig bynært placeret, sådan som byens bilende gæster helst kunne tænke sig. Måske skulle kommunen derfor overveje at opkøbe stratetisk placerede jordarealer – f.eks. ved Sønder i By, til brug for anlæggelse af flere offentlige p-pladser. Måske skulle man overveje at lave en samlet ny parkeringsstrategi for bymidten i Blokhus.     

Parkering skal være indbydende og let tilgængeligt for vores turister

John Andersen, som dels er formand for Erhvervsforeningen Destination Blokhus, Samrådet Destination Blokhus og erhvervsdrivende investor i området, mener, at det er vigtigt at der snarest kommer en løsning i forhold til at få skabt centrale parkeringspladser i og omkring Blokhus bymidte.

– Der er fuldt tryk på byudviklingen, og så skal man altså gøre noget for at byen også er indbydende og let tilgængelig for vores turister. Jeg ser meget gerne, om vi kan gøre parkeringen omkring centrum mere turistvenlig. Vi er samtidig også nødt til at forholde os til, at parkering optager en del plads af det i forvejen sparsomme areal i bymidten, men butiksnære parkeringspladser er en vigtig forudsætning for handelslivets omsætningsgrundlag. Derfor må løsningerne på parkeringsområdet ses som en balancegang mellem handlens prioritering af tilgængelighed, bosætning og de øvrige parters ønsker om fremkommelighed i byrummet.

En oplagt løsning

En oplagt løsning til bilparkering er at etablere denne i umiddelbar nærhed af forretningerne centralt i byen, men uden for bymidtens byrum – altså ikke lige på torvet – f.eks. i parkeringskældre og parkeringspladser bag torvets bygninger. – Implementeringen af denne løsning kan tilgodese behovet for yderligere byggeri og parkering. Man vil nemlig kunne skabe butikker ovenpå eller i forlængelse af parkeringshuset, som jeg også tidligere har foreslået kommunen at samarbejde omkring, afslutter John Andersen. 

Læs om fantastiske oplevelser og events