Helt som traditionerne foreskriver, så afholdes der også i år Saltum Festdage, og det sker lørdag 4. – 5. maj.
En festlig weekend, som Saltum Handelsstandsforening, Egnssamlingen og Saltum Husflidsskole er gået sammen om at arrangere.
Festdagene havde sin begyndelse tilbage i 2016, hvor det startede i det helt små. Igennem årene er det efterhånden blevet en meget populær oplevelse både blandt gæster og udstillere. Arrangørgruppen anslår, at der er ca. 5.000 gæster, der lægger vejen forbi i løbet af de 2 dage.
Synergi og gratis shuttlebus
Årsagen til at flere og flere lægger vejen forbi Saltum Festdage er ifølge arrangørerne, at de i forvejen også har en stor interesse for Saltum Uldfestival, som afholdes samme weekend i kort afstand fra Saltum. Der er op imod 20.000 der besøger Saltum Uldfestival, som også gerne vil besøge Saltum Festdage og vice versa, og derfor er arrangørerne også gået sammen om at tilbyde en gratis shuttlebus, så gæster bare kan parkere bilen et af stederne og lade sig transportere imellem de to festivaler.
Arrangørerne fortæller også, at Saltum Festdage har haft en naturlig interesse blandt udstillerne. Forud har der været noget benarbejde for at prikke nogle bestemte på skuldrene, men de har ikke som sådan været svære at overbevise, da de fleste ser det som et fint udstillingsvindue for deres varer og de ved også, at der er en positiv synergi imellem Saltum Uldfestival og Saltum Festdage.
De to arrangementer supplerer ydermere hinanden rigtig godt, da typen af udstillere differentierer sig fra hinanden, og gæsterne kan derfor se frem til en udvidet oplevelse ved at besøge begge.
Uld og kunsthåndværk
Hele weekenden bliver der budt på et bredt udvalg af stande, der udstiller mange former for kunsthåndværk og naturprodukter til Saltum Festdage. Blandt de 50 udstillere kan du f.eks. gå på opdagelse blandt unikaværker indenfor smykker, keramik, glaskunst, tekstil- og tøjdesign, strik og meget andet.
-Vi glæder os til at byde alle velkomne til festen, udtaler Benny Kristensen fra bestyrelsen i Saltum Husflidsskole og medlem af planlægningsgruppen for Saltum Festdage. Vi forventer, at der i stil med tidligere år, kommer en masse glade mennesker til byen.
Han fortæller videre, at de som noget helt nyt også har musikalsk underholdning på programmet. I teltene midt i byen bydes der både på rock, folkedans og gospel. Det er leveret af lokale navne som f.eks. Tørvebisserne, Frigear, Saltum Folkedansere og VendsysselGospel, som afslutter Saltum Festdage med en koncert i Saltum Baptistkirke søndag kl. 15.
-Det er et initiativ vi gerne vil prøve af, for at tilføre festdagene noget mere. Er man ikke lige indstillet på at se hvad boderne tilbyder eller trænger til en pause, så kan man hygge sig med øl og musik på festpladsen. Det kan måske være et oplagt sted især for mændene, griner han.
Udover de mange stande vil der også være attraktive festdage-tilbud hos Saltums forretninger og arrangørerne opfordrer til, at man også lægger vejen forbi de mange butikker. Al aktivitet samler sig omkring hovedgaden i Saltum, og selve festpladsen og teltene er på det store grønne areal ved Egnssamlingen.
Al overskud fra festdagene går til Saltum Handelsstandsforening, som geninvesteres i næste års festdage. Et mindre beløb går til en lille sommerudflugt for de mange frivillige, som er engageret i at få festdagene afholdt.
-Et anerkendende skulderklap for deres uundværlige indsats, afslutter Benny Kristensen på vegne af arrangørtruppen.
Du kan få yderligere information omkring Saltum Festdage på deres hjemmeside
Ideen bag uld
Saltum Uldfestival havde sin spæde start i Saltum for mange år siden, hvor Inger Bertelsen fra forretningen Bindestuen, og Karsten Egelund fra Jambo Feriepark havde sat sig for at trække nogle flere gæster til Saltum. Igennem årene fik det for alvor sat Saltum på landkortet, og antallet af gæster, der interesserede sig for uld nåede nye højder. Uldfestivalen havde vokseværk, og det var i så høj grad, at den blev flyttet ud af byen for at skabe bedre plads til de mange gæster og endnu flere udstillere.
Flytningen blev kickstarten til Saltum Festdage, og den har eksisteret lige siden.
I år afholdes Saltum Uldfestival i tilknytning til Jambo Feriepark, og de har høje forventninger til festivalen, som de forventer vil slå hidtidige rekorder både på gæste- og omsætningssiden.