I weekenden 13. og 14. maj byder Skandinaviens største uldfestival velkommen, når Saltum Uldfestival byder på hele 60 stande forskellige stande på pladsen ved Jambo Feriepark.
– På standene kan du opleve alt, der har med broderi, patchwork og garn at gøre, og vi holder os udelukkende til uld og garn, fortæller Mona Albrechtsen.
Åbningstale
Lørdag er der åbningstale ved Trine Runge Jessen, Broderist og forfatter. Trine Runge Jessen også kendt som Broderisten er uddannet tekstildesigner og gør det i hardcore håndarbejde, nærmere bestemt korsstingsbroderi med kant. Hendes mantra ”fuck bagsiden” har fået mange til at fatte nål og tråd uden at lade sig hæmme af tidligere tiders teknik-tyranni. Det skal være sjovt og gerne lede frem til den ro, man kan opleve når man sidder med et håndarbejde, der giver mening, fortæller hun. Efter åbningstalen kan man hele weekenden besøge Trine på stand 4.
Stort modeshow og meget mere
Søndag den 14. maj, kl. 11.30. kan man opleve et stort modeshow ved Kattens Masker by Miss Mary. Herudover kan man opleve alpacas både lørdag og søndag fra kl. 13 – 14.30. Det sker ved telt 4. Man kan se dyrene blive klippet og der vil blive fortalt om selve forarbejdningen inden ulden sendes videre til garnproduktion. Der er også besøg af en trædrejer, man kan opleve strik fra hundeuld, ligesom tørsten kan stilles i telt 4, hvor Løkken Bryghus har sørget for ølsmagning.
Sidste gang med Skandinaviens største
Uldfestivalen er Skandinaviens største med op til 20.000 besøgende. Men det 16. år, bliver desværre også det sidste, fortæller Mona til Blokhus Avis. – Gennemsnitsalderen er ved at være høj i nuværende bestyrelse og ligeledes mangle der ”hænder” for at kunne gennemføre oplevelsen fremadrettet. Beslutningen blev taget på sidste års generalforsamling, siger hun og er ærgerlig over situationen, men håber at andre har mod på at lave noget lignende. Hun takker især de frivillige og mange stadeholdere igennem de sidste 16 år. Med tanke på, at dette bliver den sidste festival, så glæder hun sig, sammen med den øvrige bestyrelse, til afviklingen, der vanen tro, foregår ved Jambo Feriepark, Solvejen 60, 9493 Saltum.