Blokhus

Velkommen – vi glæder os til dit besøg

(Foto: Poul Nymark)
Der var glæde og arme over hovedet på alle spisesteder i restauranter efter offentliggørelsen af den ny plan for genåbning, som giver spisesteder og barer lov til at åbne for både ude- og inde-servering fra onsdag 21. april.
Og ved udeservering behøver man ikke at vise Corona-pas, dog skal man altid reservere bord.

Anita Michaelsen

Nye retter på menukortet
Cecilie og Anita Michaelsen er allerede klar til at åbne Kunstcafeen og ser frem til at byde gæsterne velkommen igen.
– Det er så dejligt, at vi må åbne. Vi har oplevet en så stor opbakning til vores take-away, men vi glæder os rigtig meget til, at vi igen kan få besøg af vores gæster, og de kan sidde og hygge sig, fortæller Anita Michaelsen.
Der er også kommet et par nye retter på menukortet, og så er Kunstcafeen selvfølgelig klar til at passe på sine gæster.
– Vi spritter af, holder afstand og passer på, og så er vi glade for at man ikke skal have Corona-pas for at sidde uden for, så kan gæster uden et pas også kigge forbi, fortæller Anita Michaelsen.

Endelig tid for Lanternen
Nadja Vinther blev 1. januar forpagter af Lanternen, men har ikke kunnet holde åbent endnu. Derfor tager hun med kyshånd mod chancen for at åbne igen.
– Det kribler i mig. Jeg er så lykkelig, og jeg glæder mig helt vildt. Det bliver kanon, fortæller hun.
– Vi er klar til at tage mod bordbestilling. Ring bare når I er på vej, tilføjer hun.

God mad og oplevelser
For Skulpturparken betyder genåbningen af spisesteder, at parkens gæster får en bedre helhedsoplevelse.
Skulpturparken åbner nemlig fredag 24. april, hvor gæsterne får mulighed for at følge de dygtige internationale sandskulptører i arbejde, mens de former de mange tons sand til skulpturer ud fra årets tema, Noas Ark.
– Vi åbner både café og Orangeriet og giver dermed parkens gæster mulighed for også at få lidt godt at spise, og vi kan derfor tilbyde dem en bedre helhedsoplevelse, fortæller indehaver John Andersen.
– Vi jubler over, at vi må åbne. Det har været en lang træls periode. Vi er nu i fuld gang med at bestille varer hjem og foretage en ekstra hovedrengøring, så vi er helt klar til åbningen, lover John Andersen

Futten og Salino er klar
Både Futten og den italienske restaurant, Salino, åbner på onsdag 21. april både ude og inde.
– I første omgang åbner Futten med et lidt mindre men nyt menukort til terrassen, og der kommer et nyt større menukort 6. maj. Salino kommer fra på onsdag også med et nyt menukort, fortæller Thomas Othegraven.
I øvrigt er Futten ved at foretage en større udvidelse i gården med nye pladser og parasoller, og der vil være åbent i sommersæsonen.
– På gårdspladsen kommer der også live musik til frokost og til aften, siger Thomas Othegraven og lover en stor gratis musikalsk overraskelse 22. maj.

Friske fisk og krabbekløer
Blokhus Fiskerestaurant åbner fredag 23. april kl. 12 med friske krabbekløer, jomfruhummere og masser af friske fisk.
– Vi er klar med hele balladen. Det bliver med fuld blus og selvfølgelig vores flotte buffet og take-out. Vi har både nyt menukort og vinkort, og her er nye malerier og nymalet, siger Olav Pedersen, der ser frem til igen at tilbyde gode oplevelser og møde sine gæster.
– Vi sætter pris på forudbestilling, for vi får rygede travlt, lover han.

Michaell Pedersen (t.v.) og Christoffer Hallager

Nordstjernen glimter igen
– Vi kunne slet ikke få armene ned. Vi skal åbne igen. Det bliver så dejligt, og vi er bare klar, fortæller Christoffer Hallager, der har forpagtet Nordstjernen sammen med Michaell Pedersen.
– Vi kører på med fuld skrue fra på onsdag med månedens menu og får sammensat en rigtig lækker åbningsmenu, fortæller Christoffer Hallager.
– Nu har vi ventet rigtig længe på at få lov til at åbne. Det har været kedeligt, men vi har brugt tiden på at få malet hele restauranten og foretaget ændringer ved indgangen og i garderoben, fortæller han og glæder sig til at viser restauranten og menukortet frem for gæsterne.

Læs om fantastiske oplevelser og events