Lørdag 27. januar blev der i Blokhus Klitplantage afholdt Sti 100 trailløb. PGU Runners var arrangørerne bag, som de har været siden 2016 – med undtagelse af Covid-19 pause. Det var derfor rutinerede kræfter der løftede dagens løbeevent.
Ikke mindre end 250 løbere stillede til start og løb på de smukke ruter i skoven på nordsiden af vejen mellem Hune og Blokhus. Vejret viste sig fra sin helt gode side og skabte perfekte forhold til løbet, som de sidste år har været total udsolgt. Ruter på 5,3 kilometer på skovstier og grusveje med mulighed for at løbe op til 21,095 kilometer, var noget der tiltrak løbere fra nær og fjern.
Fyldte depoter
Tilslut kunne de glade løbere fylde depoterne op med kage og pølser på stævnepladsen, hvilket gjorde at mange blev efter de havde løbet og bidrog til en perfekt afslutning på dagen.
De mange positive tilbagemeldinger fra løberne giver PGU Runners god energi til næste løb, som er Forest 2 the Bay, som afholdes for 9. gang søndag den 7. april.