Løkken

Vestkystmægleren solgt

 | FOTO: Presse
Butik i Løkken overtages af EDC

Vestkystmægleren med forretning i Løkken er pr. 1. april overdraget til EDC mæglerne, som både har afdelinger i Blokhus, Løkken og Lønstrup.

Peter Monrad, der var indehaver af Vestkystmægleren, startede oprindeligt ejendomsmæglerforretning sammen med Bredvig, der så senere blev Vestkystmægleren, som vi kender det i dag. Forretningen har eksisteret i Løkken omkring de seneste 15 år. EDC har tidligere været i dialog omkring et samarbejde uden at etablere en egentlig aftale, men nu er det så blevet til virkelighed.

– Overtagelsen er desværre sket på et lidt trist grundlag, fortæller medindehaver og ejendomsmægler Jesper Foget fra kontoret i Løkken. Peter Monrad afgik pludselig ved døden og tilbage i forretningen var kun ejendomsmægler Lillian Slot, som sad med en tung byrde på sine skuldre. Det var derfor også hende EDC indgik aftale med.

Lillian Slot, som Jesper Foget kender særdeles godt, da hun er en tidligere kollega, er så efterfølgende blevet ansat i EDC kæden, hvor hun får flere kolleger. Hun er derfor også fremover at finde på kontoret i Løkken.

Lillian Slot ved sin faste kontorplads

Øget udbud af huse

Med aftalen øger den lokale EDC-forretning dermed udbuddet af huse i området fordelt med emner både i Løkken, Blokhus og Lønstrup. Husejerne er tilbudt at overgå til EDC-kæden under samme vilkår, som de havde igennem Vestkystmægleren, fortæller Jesper Foget. Samtidig håber vi på at kunne tilføre de nye kunder øget værdi. Vi har f.eks. været ude og tage nye fotos af husene og i og med, at vi også er en større kæde er der også flere muskler bag i form af øget markedsføring.

Ejendomsmægleren fortæller yderligere, at de har haft et godt salg hele året og også væsentligt bedre end året før.
– Vi ligger i indeks 140 og på sommerhuse i indeks 130, så vi er godt tilfredse, siger Jesper Foget.  Der er flere huse i markedet, og vi oplever ikke som sådan, at de højere renter er en barriere for køb og salg i sommerhusmarkedet. Ejerne bruger husene selv, og kombinerer det ofte med udlejning. Køb og salg kommer også an på varelageret. Vores huse henvender sig til en bred målgruppe, hvor der er noget for enhver pengepung, afslutter han.

Læs om fantastiske oplevelser og events