Nyheder
imported

Vildmarks-Jon, veteranbiler, løvebrøl, vilde højder og Lune Carlsen

Skulpturparken og Kulturhuset byder på et hopetal af spændende aktiviteter i forbindelse med Hune Day & Night.

Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse

Når der d. 15. juli afvikles byfest i Hune byder Skulpturparken og Kulturhuset ind med et alsidigt program for både børn og voksne. Allerede fra kl. 13 vil man i parken kunne møde tre øvrige attraktioner. Fårup Sommerland medtager sin karavane, der indeholder sjove børneaktiviteter, ligesom Springeren – Maritimt oplevelsescenter vil lave piratunderholdning med alle børn. Der vil også være mulighed for at ”føle løven på tænderne”, idet Aalborg Zoo har taget nogle af deres spændende, eksotiske dyr ud af deres vante rammer.

Vildmarks-Jon gæster Skulpturparken

-Vi er stolte over at kunne præsentere Jon Lindberg, kendt fra tv-programmet, ”Alene i Vildmarken”, fortæller direktør, Palle Jensen. Denne dag er vildmarken dog skiftet ud med Skulpturparken, men reglen er den samme. Det gælder om at overlevelse. – Der skal bygges shelters i parken, snittes vandrerstave, laves bål, steges fisk, ligesom man får mulighed for at lave snobrød og poppe popcorn over ildens gløder, fortæller Palle videre. Jon fortæller også om sine oplevelser med at overleve i total isolation i den norske vildmark. Det der netop gjorde, at han vandt ”Alene i Vildmarken”.  Denne spændende event kræver ingen tilmelding og man kan komme og være med i det omfang man har lyst inden for tidsrammen. Aktiviteten er for alle, og har især fokus på børn og unge. 

Se Blokhus fra oven

Har du højdeskræk? Nej vel… Avas ruller ”sølvpilen” ud og her kan I toppe dagens oplevelser med en tur i deres liftbil. Kurven skyder Jer op i 45 meters højde. En helt unik oplevelse under kyndig vejledning, hvor sikkerheden er i top, hvorfor der også kan ske aflysninger hvis vejret mod forventning skulle drille. Det sker på P-pladsen ved Kulturhuset.

Biler, bajer og Lune Carlsen

Men, ”Sølvpilen” er ikke den eneste aktivitet på P-pladsen. – Fra kl. 16. vil veteran- og specialbils entusiaster rulle ind over pladsen. Her bliver der mulighed for at opleve en masse veltrimmede maskiner og se de mange prægtige køretøjer, fortæller Palle og fortsætter. – Ved samme anledning har vi pølseboden og sømblokken fremme og selvfølgelig kan der købes kolde fadøl, som der hører sig til, til en rigtig Day & Night fest. Men festlighederne slutter ikke her. Kl. 20 går Back on Track på scenen inde i Kulturhusets koncertsal. Herefter følger en skøn koncert med Danmarks måske bedste Kim Larsen kopiband, Lune Carlsen. Glæd Jer til masser af skøn musik og sange som vi alle kender og elsker at synge med på.  – Vi glæder os til at byde velkommen til en spændende og begivenhedsrig dag og aften i Skulpturparken og Kulturhuset, afslutter Palle.

Se det fulde program HER

Læs om fantastiske oplevelser og events