Blokhus

Vinterferie i Blokhus – naturligvis

Vinterferien nærmer sig heldigvis med hastige skridt, og når nu vi skal passe på hinanden, holde afstand og være i mindre grupper, så er det oplagt at bruge vinterferien i Blokhus og gå på opdagelse i områdets smukke natur med Gateway, klitplantage, søer og stier samt den brede strand og det brusende Vesterhav.
Erhvervsforeningen Destination Blokhus har samlet en række udendørsaktiviteter i den omfattende Vinterfestival, som byder gæsterne varmt velkommen i ferieugerne 6 og 7.
(Foto: Poul Nymark)

Vandreturen
Fodslaw Jammerbugt har afmærket en særlig smuk rute, hvor man på egen hånd kan vandre i forbindelse med Blokhus Vinterfestival.
Følg pilene ved busholdepladsen ved Møllevej og oplev det barske klitlandskab og den fortryllende vinterskov.
Turen er cirka 8 til10 kilometer lang, men der er mulighed for at tage en ”genvej”, så ruren kortes ned til 4 til 5 kilometer.

Havet og havudsigt
Det bliver stadig mere populært at vinterbade, så prøv det af og følg tidens trend og start dagen med en frisk tur i det brusende Vesterhav.
Da der jo er forsamlingsforbud, er der ingen fællesbadning, men kommer du klokken 08.00 vil der være andre badende på stranden ved Sømærket på Blokhus Strand.
Du kan også kombinere oplevelsen af det kolde vand med en tur i sauna på stranden med et unikt udkig til havet ved at leje hele Saunahytten.
Når kroppen er varmet godt op, er der ikke noget mere opfriskende end at tage de få meter fra Saunahytten til en dukkert i det iskolde Vesterhav. Saunahytten sprittes naturligvis af efter hver booking.
Der må højst være 5 personer, og den kan lejes 13. – 16. – 17. samt 23. og 24 februar.

Foto: Poul Nymark

Hop i sadlen og udforsk terrænet
Hver dag kl. 09.00 inviterer Fårup Sommerland på en sjov ridetur i terrænet på islandske heste, og man får også muligheden for at hjælpe med at klargøre hestene. Det hele varer cirka 2 timer, og turen er for ryttere over 7 år, som er let øvede.
Du kan også hoppe op på cykelsadlen og køre mountainbike i små grupper sammen med Saltum Trim, og mangler du en cykel kan den lejes hos Hune-Blokhus Cykeludlejning.

Foto: Poul Nymark

Der er cykelture 13. og 27. februar med mødested ved Nolshallen i Saltum og 21. februar på p-pladsen ved Gateway Blokhus.
Du og familien kan også cykle for Jer selv og nyde den 9 kilometer afmærkede rute i Blokhus Klitplantage og Gatewayen. Turen kan cykles af alle, store som små.
Nyd turen, hvor I kommer på ”Brændevinsstien”, den smukkeste sti i skoven, og I kan gøre stop ved skovsøen midt inde i skoven eller på Gatewaypladsen, og evt. nyde medbragt mad.
Der er kortmateriale i folderkasserne ved skovens indgange eller ved cykeludlejningen.

Se mere om leje, tilmelding, priser og hele programmet for Vinterfestivalen her:
https://www.epaper.dk/blokhusavis/vinterfestival2021/

Foto: Poul Nymark

Læs om fantastiske oplevelser og events