Blokhus

Vinterhygge på isen fra 15. november

Blokhus Skøjtebane åbner igen

Officielt er efteråret ved at være forbi og i stedet for sjove efterårsoplevelser står Erhvervsforeningen Destination Blokhus nu klar til at alle her i vintermånederne kan snøre skøjterne og mærke suset på isen. Lørdag den 15. november åbner Blokhus Skøjtebane på Torvet officielt dørene for en ny vintersæson, som varer frem til februar 2026. Den 450 kvadratmeter store bane har i otte år været et populært trækplaster og byder både børn og voksne på masser af aktivitet og underholdning på isen.

Festlig åbning med aktiviteter for hele familien

Sæsonen skydes i gang kl. 10.30 med kanonaffyring fra Blokhus Kanonlaug, og herefter følger en skøjteopvisning med Aalborg Skøjteløberklub. Kl. 11.30 åbner isen for alle og gæsterne kan selv teste om de mestrer piruetter eller skarpe sving under en workshop i kunstskøjteløb, ledet af Skøjte- og Sportsforening Nord. Det er åbent for alle – uanset om man er nybegynder eller erfaren skøjteløber.

Kl. 14 kan de modige udfordre det lokale ishockeyhold, Blokhus Ducks, i en mål-skyderkonkurrence, og se om de kan få pucken i mål. Når mørket falder på, fortsætter festlighederne med Disco on Ice frem til kl. 21.00. Der skrues ned for lyset og op for lyden. Skøjter kan lejes for 50 kr. pr. par og er du ikke helt hjemmevant på skøjter kan der lejes en bamse, man kan støtte sig op ad, for kr. 35,-

Skøjtebanen er åben hver dag frem til vinterferien i uge 8, februar 2026. I hverdagene fra kl. 15-20, fredag fra kl. 12-21 og lørdag/søndag fra kl. 10-21.

Træn med Blokhus Ducks

I løbet af vinteren vil der blive arrangeret flere events som f.eks. kunstskøjteløbere, Blokhus Ducks kampe og træninger.

Hver tirsdag kl. 19 – 20 kan du bl.a. træne gratis med Blokhus’ helt eget ishockey hold, Blokhus Ducks. Der er plads til alle på holdet, og man dukker blot op. Det er muligt at låne skøjter, puck og stave gratis.

Hver fredag og lørdag kl. 17 – 21 vil der være Disco on Ice, hvor der er masser af fest, farver og musik på isen.

Et besøg på skøjtebanen giver samtidig mulighed for hyggestunder med shopping, varme drikke eller et besøg på byens restauranter.

Byens julelys og dekorationer forstærker den festlige stemning, og der er rig mulighed for at opleve Blokhus i al sin vinterpragt og komme i den rette julestemning – måske endda at få købt alle julegaverne.

Læs om fantastiske oplevelser og events