Aabybro Viseklub kan snart byde velkommen til efterårets første viseaften i Aabybro efter Corona-pausen, hvor der skete absolut intet på musikscenen.
Ny formand
I februar havde viseklubben generalforsamling, hvor Anne Sofie Klemar ønskede at træde tilbage som formand.
Ny formand blev John Hedelund, men siden har klubbens aktiviteter desværre ikke kunnet gennemføres.
Viseaften i september
Men prøverne er startet igen 31. august, og der venter publikum et godt og fyldigt program.
– De dygtige aktører er i fuld gang med at øve til den første viseaften i efteråret som er 30. september kl. 19.30i Jammerbugt Kultur Center, oplyser John Hedelund.
– Vi er i den store sal, hvor vi med afstand må være 120 personer. Der bliver visse restriktioner og det er ikke muligt at have fællessang, siger han.
Har du allerede billet
Alle, som har købt eller bestilt billetter til viseaftenen, der blev aflyst tilbage i marts, har selvfølgelig adgang 30. september.
Hvis man er forhindret, vil viseklubben meget gerne have en besked på tlf. 22 88 42 65.
– Derudover har vi få billetter til salg på samme telefonnummer. Vi glæder os til at se vores dejlige publikum, og vi kan allerede nu oplyse, at den efterfølgende viseaften bliver25. november, oplyser John Hedelund.