Yderligere tre butikker i Aabybro Centret holder lukket
– Ligesom alle andre butikker så kan tøjforretningen Witting i Aabybro mærke, at samfundets aktivitetsniveau er på vej til nærmest at gå i dvale.
Der kommer markant færre kunder forbi end for blot en uge siden, fordi man følger opfordringen om at blive hjemme og kun foretage sig de mest nødvendige ting og ærinder for at hæmme smitten med COVID-19.
Viser varerne frem
Derfor har butikken også taget konsekvensen og indført en ny måde at handle på hos Witting, nemlig ved brug af Face Time.
– Du ringer bare til Anja eller mig via Face Time. Så viser vi butikken frem for dig. Hvis du skal have en skjorte, så går vi hen til dem, og viser dig de forskellige med mobilen. Når du har købt tøjet, så kører vi det ud til dig og stiller det på trappen, og du betaler med mobile pay, fortæller Niels Witting.
– Det er faktisk meget enkelt, siger han.
Butikker holder lukket
Som omtalt i går er tre butikker i Aabybro Centret tvunget til at lukke, da de bor under samme tag i den tidligere Fakta-bygning. De er dermed at regne for en butiks-arkade, og den falder ind under reglerne for storcentre, hvor kun dagligvarebutikker må have åbent.
De tre butikker er Sportmaster, Thiele samt Bog & Ide.
Men der udover så har tre andre forretninger valgt at holde lukket til 30. marts for at undgå smitte af COVID-19.
Det er Tiff, Sko& Sko samt Tøjeksperten.
Andre muligheder
Men selvfølgelig er der stadig butikkernes web-shops at ty til, hvor Sportmaster tilbyder fri fragt, mens man ved at skrive direkte til Bog & Ide kan få leveret varer i en radius af 10 kilometer eller hente dem ved bagdøren – udover at bruge kædens webshop.